Jeg sad i en lille opholdstue. Foran mig, i den lille sofa, sad de tre drenge, alle 14 år, der sidste torsdag blev meldt savnet af deres forældre, og som dagen efter blev fundet af politiet i nogenlunde god behold. Jeg kom i tanke om hvad Politikken havde skrevet i deres avisartikel:
"De har ikke haft planer om at køre hjem til forældrene, men de har heller ikke haft lyst til at fortælle os, hvor de skulle hen."
Nu kunne jeg forstå, hvad de mente med det. De tre drenge sad næsten forstenede og så ned på det ridsede gulv. En enkel gang imellem kiggede en af drengene op på uret og tog en dyb vejrtrækning. Jeg følte mig mere og mere uvelkommen, og fik en fornemmelse af at drengene kun sad foran mig fordi de var tvunget.Efterhånden indså jeg, at der ikke ville blive noget godt avismateriale ud af det, men min egen nysgerrighed forhindrede mig i at gå min vej. Når jeg ser tilbage på det nu, er jeg glad for at jeg blev, for der viste sig at komme en historie ud af det alligevel. Jeg så på drengene. Selvom jeg vidste de var lige gamle, syntes jeg at den ene så ældre ud - lidt højere med en udstråling af lederskab, som: "Her bestemmer jeg, jeg passer på de to andre". Jeg vidste ud fra politiets informationer, at han hed Morten. Pludselig løftede han blikket mod mig. "Du kan lige så godt spare dig!" sagde han. "Der er mange andre der har prøvet, men vi siger ikke noget." De to andre drenge sagde ikke noget. Den ene kiggede med ærefrygt på Morten, og kiggede så igen ned. "Har I slet ikke lyst til at sige noget?" spurgte jeg stille, og følte mig som en lille pige igen. Der var stille et stykke tid, indtil drengen der sad i midten, Jonas, med et sæt sagde: "Det var ikke min skyld!" Jeg så på ham, men han blev ved med at kigge ned. "Ti stille!" sagde Morten. Jeg mærkede en spænding i den lille stue.
Det er gratis at oprette en konto