Emil Just8.b Gl. Hasseris 12/09 2009 ________________________________________________________________________________
Show it, don’t tell it
Del 1:
Bare ti minutter til, så var dagen overstået, den første dag i det værste år i mit liv. Jeg havde mindst været på toilettet fire gange i løbet af den sidste historie time. Mine øjne spillede på sidste vers, om lidt ville de knække sammen og så foran alle de her mennesker, jeg måtte ikke lade det ske. De kendte mig ikke endnu, de måtte ikke se mig knække sammen som et stort rindende vandfald. Jeg måtte hjem, hjem hvor jeg kunne være i sikkerhed uden alle de dømmende gribbe, som bare ventede på at få noget pinligt ud af mig så de kunne mæske sig i latter. De ville håne mig, påminde mig om det resten af året, men så var det slut, bare et år til. Endelig ringede det ud. Jeg gennemgik den besked mor havde sendt mig, det var ikke en almindelig besked om at jeg skulle huske at købe mælk og sukker til aftensmaden, den her besked gennemborede mig den fløj igennem mit hjerte som en raket skudt ud af starthullet. Det nye kvarter så beskidt ud, ikke ligesom det gamle. Det virker så øde, så kold og kedelig en komplet spøgelsesby. Jeg har overbevist mig selv om at jeg ikke skal i skole i morgen eller resten af ugen, måneden og året. Der er selvfølgelig et andet alternativ det mest ultimative, men det ville slå alle mine problemer ihjel inklusiv mig selv.
Det er gratis at oprette en konto