Første skoledag på Falkonergårdens Gymnasium

I sidste uge startede et helt nyt kapitel i mit liv. Et kapitel som jeg altid vil vende tilbage til i mine tanker med glæde. Om morgenen da jeg stod foran spejlet, kunne jeg mærke på mig selv, at jeg både var spændt, men samtidig også nervøs. Tanker fløj igennem mit hoved, imens tiden for af sted. ’’Hvad nu hvis min klasse ikke kommer til at trives’’ eller ’’hvad nu hvis jeg ingen venner for’’ Inden jeg havde set mig om, stod jeg ved cykelstativet foran indgangen til gymnasiet. ’’Nu er det nu’’ tænkte jeg. Nu, hvor jeg ser de mennesker, som jeg kommer til at tilbringe de næste forhåbentlig vellykkede 3 år med. Jeg trak i det slidte, brune dørhåndtag, som ligeså godt kunne have været med i en film fra 60’erne. Mine forventninger var høje. Igennem den lange sommerferie, havde Falkonergårdens gymnasium ikke fået andet end positiv omtale fra bekendte og familiemedlemmer. Så trådte jeg ind. Gymnasiet var fyldt med glade men samtidig tilbageholdende teenagere, som farede frem og tilbage i gymnastiksalen, for at finde sin klasse. Der så jeg skiltet. 1.D stod der. Jeg møvede mig igennem den proppede mængde af unge mennesker. Endelig nåede jeg frem. Jeg tog mig selv i at skynde mig over mod vinduet, hvor jeg for første gang følte noget, som jeg aldrig havde følt før. Usikkerhed. Hvem skulle jeg tale med? ’’Hva så, så du skal også gå her’’ det kan man da ikke indlede en samtale med. Efter en kort stund med en masse akavede blikke og pinlig tavshed, kom rektor til syne oppe ved scenen. Hun holdte en lang men underholdene tale. En god måde at fylde usikkerheden ud på.