Jeg skulle begynde i den skole, mine søskende gik på, Johannesskolen. Der var en uge til, at jeg skulle starte, og det var sommerferie. Jeg havde fået min mor til at læse brevet op, hvor der stod, at jeg nu skulle begynde i skole. Selvom jeg ikke kunne læse, var det eneste jeg bemærkede skriften uden på kuverten. Det var det, jeg senere lærte, hed skråskrift. Det mindede mig om gamle dage, hvor man skulle lære disciplin i de første række. Jeg syntes, det virkede rigtig strengt dengang, hvordan ville man kunne klare sig godt, hvis læreren hele tiden var sur? Jeg kiggede på en snegl, den snørklede sig slimende hen ad vores slidte havebord. Jeg beundrede den med store øjne, jeg tænkte på, at den slet ikke havde noget at forholde sig til. Gid jeg var en snegl. Dagene gik med langsomme museskridt, ventetiden var ubærlig, det føltes som flere år! Mit hjerte bevægede sig længere og længere op i halsen for hver dag, der gik, indtil dagen før jeg begyndte i skole.
Søndag, det føltes som om, mit hjerte havde fundet sin rette plads, nemlig i halsen. Jeg gloet lidt på min traditionelle rugbrødsmad med leverpostej, kiggede overvejende på den og tænkte, at det egentlig var den sidste rugbrødsmad med leverpostej, jeg fik som et børnehavebarn. Det var svært at spise. Klumpen i min hals holdte al maden ude, der var noget galt. Normalt kunne mit lille gab indtage mad som en industristøvsuger. Jeg vågnede ved lyden af tre rolige bank på døren, "bank bank bank", det var min mor. Forundrede mig et kort sekund over, hvorfor hun kom og vækkede mig. Indtil det gik op for mig, at jeg nu var ved verdens ende. Enten var den lykkelige, efter min mening, med, rugbrødsmadderne med leverpostej, action mænd med tanktops, og en helt masse spil. Eller måske den dårlige ende af verden, som jeg dengang, troede mest på, efter min mening, hvor man kunne mærke og høre, at negle blev ridset op af en tavle. Mens de onde feletantdyr og vuslere fra Peter Plys mareridt i filmen "Peter Plys og hundrede-meter-skoven" skræmte mig og kommanderede mig til at gøre ting, jeg ikke ville. Det var den forestilling, jeg havde om at starte i skole. Solen skinnede, fuglene kvidrede, og der duftede af nyslået græs. Der var kommet en duft af blomster ude på gaden. Min mor, og far sagde jeg skulle naturligvis cykle. Min sorte cykel var sat frem, jeg havde for længst lært at cykle uden støttehjul. Jeg åbnede døren til skolen, håndtaget føltes varm. Mine forældre og jeg gik i gennem en gang, som var lavet af mørkerøde mursten, den førte os hen til det område, hvor vi skulle være, i salen. Jeg kom ind i salen, der myldrede med mennesker, lige fra store til små, voksne og børn. Der var navneopråb. Efter det blev vi henvist til vores klasseværelser. Min hånd var suget fast til min mor som en sugemalle. Min hånd svede, da jeg skulle give hånden til min klasselærer, hun smilede stort til mig, noget som jeg aldrig havde troet, selvom min søster havde prøvet at overbevise mig om, at lærer var søde. Mine og de andres forældre skulle hjem, jeg havde glemt alt om den forfærdelige ende af verdenen. Et sus af god energi endte i min mave, jeg var ikke kommet i den forfærdelige ende af verdenen, men tvært i mod, i den gode ende. Senere har jeg fundet ud af, at det egentlig må være kedeligt at være snegl. Selvom den ikke har så meget at forholde sig til. Men man kan jo vælge at forholde sig til ting på en positiv måde, hvilket jeg har fået meget ud af.
Det er gratis at oprette en konto