Det var en tidlig lørdag formiddag. Sommeren stod og lurede rundt om hjørnet. Det lignede slet ikke en typisk sommerdag i starten af August. For på himlen var der hundrede af grå skyer, som skyggede for solen. Solen var ikke særlig stærk, og den lyste næsten intet op. I det store hele var det en ret så grå dag, og jeg, Luna på 8 år, forstår stadig ikke den dag i dag, hvorfor vi tog ud til Hornbæk strand.
Man kunne næsten forudsige, at det ville blive en kedelig dag med massere skænderier mellem min mor og far. De begyndte allerede og skændes, da vi satte os ind i bilen. Vores bil var rød, og sæderne indeni var blå med røde prikker og gule striber. Det der var så sejt ved vores bil, var at man godt kunne se ud på menneskerne, som gik på gaden, men menneskerne kunne ikke kigge ind til os. Jeg sad altid i mit barnesæde, som var lyserødt, og ved siden af mig sad min dukke, Lise. Lise var med mig overalt. Hun var den vigtigste ”person” i mit liv. Tit når mor og far skændes, kom jeg altid til hende. Fordi hun var der for mig, og trøstede mig altid. Jeg fik den til min 5 års fødselsdag. Jeg kan tydeligt huske det, for jeg fik den af tante Sanne. Lise var så smuk som ny, og det er hun stadig. Da jeg fik hende havde hun er prinsesse kjole på, som ligner den tornerose har. Hun havde de klareste blå øjne, og hun kunne endda åbne og lukke dem. De sad så symmetrisk over næsen, og hendes mund var åben, så man lige kunne se lidt af hendes to fortænder. De var så hvide, som det hvideste stykke papir i verden, og hun smilte og grinte altid. Hun gjorder mig glad, og jeg kunne aldrig helt finde ord på, hvor meget hun egentligt betød for mig.
Det er gratis at oprette en konto