Novellen 'Forladt'

”Moar, hvornår skal vi spise? Jeg er sulten!” siger Anna. Moren: ”Om 10 minutter skat.” Anna er seks år og hun fik mig da hun var tre. Jeg elsker at bo hos Anna og hun går rundt med mig hele tiden. Anna bærer mig ind i stuen hvor hendes far sidder og ser fjernsyn. Hun sætter mig ned på gulvet og giver mig det fineste dukketøj på. Hun aer mig på mit porcelænshoved og reder mit filtrede hår ”så Lise nu er dit hår rigtig fint.” Hun tager mig med op til bordet og skynder sig at spise. ”Jeg tager ned til vandet mor” siger Anna. ”Okay skat, men du skal ikke gå ud i vandet!” Anna bærer mig med udenfor og sætter mig på trappen, og så går hun ind igen. Lidt efter kommer hun ud med et blåt håndklæde, hun tager mig op på armen og siger: ”Lise du må ikke sige noget til mor vel? Så bliver hun bare sur.” Anna klemmer mig tæt ind til hende, det elsker jeg når hun gør. Hun løber ned til vandet med mig på armen, solen er gemt væk bag nogle grå skyer. Anna lægger håndklædet og mig på en sten ude ved vandkanten. Jeg vil tage fat i Anna, men mine slaskede arme vil ikke bevæge sig. Anna løber ud i vandet og griner højt. Jeg kan høre bølgerne vælte ind mod stranden og jeg bliver nervøs for Anna. Pludselig kan jeg høre hendes skrig, jeg vil løbe ud til hende, men jeg kan kun ligge og høre på hendes skrig blive lavere. Det er stadig morgen, så der er ingen mennesker på stranden til at redde hende. Jeg ved at nu er det for sent, nu er hun alene og forladt, lille og kold på bunden af havet. Hun kommer aldrig til at føle kærlighed igen, det kommer ingen af os til, aldrig nogensinde. Jeg ved at der aldrig er nogen der vil samle en gammel og slidt dukke op, så jeg kommer til at ligge her indtil at nogen smider mig i en skraldespand. Jeg ville ønske Anna ikke var taget ud i vandet alene, nu kommer jeg aldrig til at se hende igen. Hverken mig eller hendes forældre. En lille pige går hen ad stranden lidt væk, hendes hår er mørkt og langt. Hun har en slidt kjole på og bare ben. Hun ligner en der ikke har været i bad i lang tid. Hun har fået øje på mig og går her hen, hun tager mig op og kigger nøje på mig. Hun finder mit navn der står omme i nakken på mig, jeg kan huske dengang Anna skrev det. Den dag hun fik mig.