At rejse: forventninger, virkelighed og søgen efter lykke

Hvad gør man, når det længeventede ferieophold ikke viser sig at leve op til forventningerne, men i stedet viser sit atter grimme ansigt som en uundgåelig realitet? Sætter man sig ned og kigger på de egentlig problemer som har forskyldt denne mislyd i ferien og altså i den generelle hverdag, eller lader man dagene gå sin vante gang? Med fare for modstridende argumenter vil jeg udtrykkeligt mener at sidstnævnte ”mulighed” er de flestes svar på problemet – og vupti, et halvt år senere sidder de atter og bestiller flybilletter til næste uundgåelige feriedestination. Endnu et mislykket forsøg på at flygte fra hverdagen forude. Måske er det dog ikke alle man skal skære over samme kam. Ikke alle lever i den eksistentielle kedsomhed, hvor ferieoplevelser er til for at fylde det tomme liv ud med. For de velfungerende par- og familieforhold bidrager rejserne med alt andet end ulykkelige turister, som Alain De Botten udtrykker de rejsende. Men uanset velfungerende rejselystne eller hvordan det modsatte betegnes, er der sket et skred. Et skred, som ikke længere gør smagen for bjergluft og den vilde natur tilstrækkeligt i et ferieophold, som 1800’tallets turist Ludvig Holberg fandt rejseglæden i.

Måske er det sandt at dagdrømmeriet sjældent passer med rejsens realitet. Vi går i flere dage, flere uger og flere måneder fyldt af bare spænding og længsel på hvornår dagen endelig skal oprinde. Dagen hvor kursen er sat mod rejsedestinationen og det endelig er nu. Alt har været klar og tilrettelagt i god tid, eller måske ikke. Det er egentlig heller ikke essensen af det hele, for på ferie skal man nok komme alligevel. Endelig er man væk fra hverdagen, travlheden, arbejdet og alt det der på forunderlig vis er en bestand del af vores hverdag, men på samme tid tynger os så meget – eller er man? Som Alain De Botton præcist udtrykker det i sin artikel om den ulykkelige turist forsvinder alt dette ikke. ”De tragikomiske skuffelser er velkendte: fornemmelsen af uoverskuelighed, eftermiddagsfortvivlelsen, skænderierne, døsigheden ved de antikke rutiner”. Mennesket formår på forunderlig vis at narre sig selv. Det ledes til at tro at fordi man rejser flere tusinde kilometer væk fra parcelhuset i det så nydelige parcelhuskvarter, rejser man også væk fra problemerne og normaliteten. På sin vis har man rykket kalenderen ud af normaliteten, men normalitetens følger er stadig med som små grå mænd. ”Vi vil være der medbringende os selv, stadig fanget i væres egne kroppe og sind med alle de problemer det fører med sig”- siger Alain De Botton. Hvorfor stiller mennesket så ikke sig selv det store, men forholdsvist nemme spørgsmål; hvad er grunden til at det går skævt? Bevidst eller ubevidst ved individerne måske godt, at følgerne ved at svare på et sådan spørgsmål vil være for normalitetsbrydende og skadelige at det i stedet forbliver i det usagte.