En eftermiddag i september, sidder jeg i toget. Destinationen er København, nærmere Strøget. Jeg sidder stille, og roligt læser min avis, da en spinkel, slidt kvinde, der ser ud til at være midt i fyrrerne, kommer ind i kupéen med et plastickrus og store bedende øjne. En efter en går hun rundt til os, de fleste vifter hende diskret væk, mens et par blødhjertede folk ikke kan lade vær med at ofre en krone eller to.
På stationen møder jeg en ung fyr i tyverne, der sælger blade, og på turen op gennem Strøget, sidder adskillige tiggere med skilte påskrevet ’Jeg er sulten’ og ’Hjælp en hjemløs’ samt en enkelt posedamer.
Disse mennesker er bare nogle af de udstødte i Danmark. Og ikke alle er lige tydelige som flaskesamlerne og tiggerne, du ser hver dag. De allerfleste udstødte er umulige at udpege på fx en Strøgtur, fordi de går i ét med omgivelserne.
Hvem kan man give skylden?
Størstedelen af Danmarks befolkning mener at de udstødte rent faktisk selv er skyld i deres situation. De fleste prædiker om at de ”bare” skal tage sig sammen, droppe alkoholen og få sig et job.
Men hvad ville du gøre, hvis det var dig selv der lige pludselig kom i denne situation? Nu tager vi lige et eksempel; Din far skred, da din mor var gravid med dig. Hun er alkoholiker, og stofmisbruger ligger for det meste, og sover på sofaen i jeres mikroskopiske lejlighed. I har ikke mange midler, og således har du hverken råd, tid eller overskud til at tage en uddannelse.
Det er gratis at oprette en konto