Fie og Samoúl: En fortælling om venskab og racisme

Fie var en glad pige, altid i godt humør og hun havde ingen problemer i skolen, hun brugte det meste af hendes fritid på at være sammen med hendes bedste ven Samoúl. Men alt det skulle nok ændre sig. Fie havde faktisk slet ikke lyst til at gå i skole. Den eneste grund til at hun kom, var for at få en god uddannelse og være sammen med Samoúl. Samoúl var fra Somalia, som man måske også kunne høre på navnet. Fie havde også haft sine sjove perioder med at kalde ham for Somalia Samoúl, fordi det rimede så godt. Samoúl og Fie var nærmest uadskillelige. Klokken ringede til time, Fie og Samoúl tog afsked med hinanden og aftalte at møde hinanden efter skole ved New Ally park. Fie gik langsomt ind i hendes klasse og straks over på hendes plads, hvor hun skulle sidde, hun havde ingen hensigt i at kigge på hendes klassekammerater. Hun vidste ingen gang hvad mange af dem ved hed, selv efter at de havde gået i klasse sammen i ni år. Det eneste hun var fokuseret på, var at få de her syv timer overstået, og så af sted for at møde Samoúl. Det ringede til syvende time, det eneste Fie tænkte på, var at komme ud derfra. Der dumpede en lille foldet seddel over hendes hoved, Fie foldede den forsigtigt ud imens hun tænkte, hvem det dog kunne være fra? Hun fik aldrig sådan nogen sedler. Fie blev meget forvirret, da hun læste sedlen, hvor der stod ”Nå, Sorte Samoúl? Ham tror jeg ikke, du kommer til at se så meget til”. Fie tænkte ikke så meget over beskeden, dels fordi at Torben hendes lærer kom og bankede hånden ned i hendes bord, og han tog sedlen fra hende og slyngede den i skraldespanden. Syvende time sluttede, og Fie listede ud af døren og væk fra skolen.Fie var knap nok kommet ud af skolen, før hun blev standset af Sune. Sune var skolens ”bølle”, hvis man kunne kalde ham det, nærmere skolens ”psychopat” og lige siden sjette klasse havde Sune haft et godt øje på Fie. Sune var uhyggelig. Han stoppede Fie ved at smække en hånd hen på døren, så hans arm blokerede udgangen. Fie prøvede at få Sune væk fra døren, men han var alt for stor, så hun måtte give op. Fie spurgte, hvad han ville hende denne her gang. Sune svarede blot, at han havde hørt meget om ham der Samoú,l og spurgte så hvorfor hun gik sammen med en sort. Fie blev lynende gal og råbte af Sune, så han til sidst flyttede sig. Det eneste hun ville nu, var at skynde sig ned til parken og møde Samoúl. Klokken slog fire, og Fie begyndte at blive utålmodig, for hun vidste at Samoúl havde fri klokken halv tre, og at det kun ville tage ham fem minutter, at gå derned. Fie ringede så til Samoúl, men hun fik intet svar. Næste dag var Samoúl ikke i skole, og Fie begyndte at blive lidt urolig, og prøvede derfor for nok ca. tiende gang at ringe til ham igen. Stadig intet svar. Klokken ringede, og Fie blev nødt til at gå til time. Timerne gik, og Fie kunne ikke stoppe med at tænke, om der var sket noget med Samoúl. Endnu en gang var det lige ringet ind til syvende time, og der dumpede endnu en seddel ned over Fie, hun lukkede den varsomt op, og fik et chok da hun læste den, der stod med røde bogstaver ”Samoúl eksistere ikke mere”. Fie blev så chokeret at hun rejste sig op, og råbte ud over hele klassen, og spurgte hvem der havde kastet den seddel til hende. Ingen svarede hende, og Fie blev sendt udenfor døren. Fie sad på gangen, og så på hendes klassekammerater gå glade ud af døren, imens hun sad på bænken helt trist og fordrevet. Men så kom Trine hen til hende, og fortalte hende hvem som havde kastet seddelen. Det var Sune. Fie rejste sig op, og begyndte at spurte ud mod døren, hun ville have fat i Sune. Men Sune var bare ikke på skolen mere.