Blyantens eventyr: en fortælling om venskab

Der var engang en blyant som var meget lykkelig. Den skrev de bedste historier, og den havde den sødeste ejer. Den boede i et penalhus med et tæt sammenhold. Den havde en masse venner, som han elskede rigtig højt. De bedste venner han havde var nok Blyantspidseren og Viskelæderet. Blyantspidseren var sød og hjælpsom. Og den så også ret godt ud. Den var grå men skinnede som bar´ pokker. Alle syntes den var sej, men det var den også. Viskelæderet derimod var lidt genert. Hun var sød, lille og hjælpsom og hvis Blyanten selv skulle sige det, var hun også en lille smule buttet. Hun skinnede ikke som Blyantspidseren. Hun var hvid og havde et blåt omslag. Blyanten selv var høj og tynd. Den var altid spids, og det gjorde den rigtig flot. Det gjorde farverne selvfølgelig også. Den var blå og havde lidt skrift på sig. Og så var den gul i enden. Den blev brugt næsten hver dag. Det var nok fordi, at den var så tryg i hånden. Blyanten var bare så lykkelig. Intet kunne gå galt.

Men så en dag da blyanten var i gang med at skrive endnu en fantastisk historie skete der noget. Blyanten kiggede på papiret der langsomt begyndte at blive fyldt op med skrift. Blyanten lod sig føre afsted med den behagelige svungne håndskrift. Den kiggede på de ord den skrev. ´Hun gik langs ien´. Ups! Ejeren kom til at skrive forkert. Hun lagde blyanten ned og tog Viskelæderet op. Hun viskede grundigt ´ien´ ud så hun kunne skrive ´åen´ i stedet. Blyanten lå og slappede af. Pyh! Nogle gange er det hårdt at skrive. Men imens den lå der kom der en lille kort vind. Den rykkede lidt til Blyanten. Den rykkede faktisk så meget, at den røg ned på gulvet. Den ramte gulvet rigtig hårdt. Det var koldt dernede. Den prøvede at signalere til sin ejer, men den kunne jo ikke bevæge sig. Den måtte kun bevæge sig i penalhuse. Den tænkte på, hvor lang tid den skulle ligge der. Måske for evigt. Måske ville Ejeren aldrig få øje på den igen. Og så ville hun måske få en ny og endnu smartere blyant. Det måtte bare ikke skeeeee… Bum! Hvad skete der? Det tog lidt tid for den at forstå, at den nu lå i et nyt penalhus. Den havde det rigtig dårligt. Den følte sig slet ikke tryg der, og så havde den stadig lid ondt efter faldet. Her var mørkt og indelukket. Og meget koldt. I det gamle penalhus sørgede Ejeren altid for at få dem til at lægge behageligt. Men nu lå han bare på en masse andre blyanter som var helt kantede og ødelagte. De var helt bulede. Hvem er min nye ejer tænkte Blyanten. Den kiggede ud gennem et lille hul. Det var en dreng. Åh nej. Drenge behandler aldrig deres blyanter pænt. De tygger og gnaver i dem. Oh! Det er det der er sket med alle de andre blyanter, tænkte Blyanten. Bare det ikke sker for mig. Den ville ikke kunne klare sig alene, så den måtte finde nogle venner. Den bevægede sig ned i den anden ende af det stygge penalhus. Det første den mødte var en Sprittusch. Den lugtede, og den lagde næsten ikke mærke til blyanten.