Socialreformen af 1933 og velfærdssamfundet

I 1933 afløser socialreformen fattigloven, som havde været den gældende sociallov indtil da. Fattigloven var et meget uoverskueligt lovkompleks, og set med vores øjne var der mange fejl i fattigloven, nogle fejl som Socialminister Steincke også havde fået øjnene op for.

Socialminister Steincke havde allerede nogle år tidligere forsøgt at få hans forslag til socialreform gennemført, men da Socialdemokratiet ikke havde flertal i landstinget, blev den ikke vedtaget. Socialreformen blev først vedtaget i 1933, efter det såkaldte Kanslergadeforlig, der var et forlig mellem Venstre, Det radikale Venstre & Socialdemokratiet. I denne nye socialreform blev fattigloven fra 1891 med dennes mange tillægslove og fortolkninger samlet til et mere overskueligt lovkompleks. De hidtidige 55 love blev samlet i 4 love, der var mere overskuelige.

Socialreformen var opdelt i 4 dele. Ulykkesforsikring, arbejdsløshedsforsikring og folkeforsikring , som samlet kaldes forsikringslovgivningen, og derefter loven om offentlig forsorg, hvor særhjælp, kommunehjælp og fattighjælp gik ind under.

I 1933 skete der en del forbedringer i socialreformen i forhold til fattigloven, forbedringer hvis tankegang ligger til grund for vores velfærdssystem idag.

Forbedring i socialreformen i forhold til fattigloven.

Socialreformen i 1933 blev for det første en strukturering af den gamle fattiglov fra 1891. Fra tidligere at have omfattet 55 love kom lovkomplekset til at omfatte 4 love, 3 af dem handlede om forsikringer , den sidste om offentlig forsorg. De store ændringer skete i den offentlige forsorg. En stor ændring indenfor socialreformens forsikringslovgivning var, at det blev tvunget at være i sygekasse. Men de største fejl og mangler var i socialhjælpen. Grundlæggende gik man fra et princip om, at hjælpen blev givet som almisse til at det blev en ret at få hjælp fra det offentlige. Tidligere var loven så uoverskuelig, at dem der sad og skulle forvalte dem ikke havde overblik over de muligheder der var, så hjælpen byggede i højere grad på et skøn end på et lovmæssigt grundlag. Denne forenkling af loven gjorde samtidigt, at alle personer, der var i den samme situation, ville få det samme tilskud.