Socialreformen 1933

Af Nanna Juel Petersen Socialreformen i 1933 blev vedtaget med socialdemokraten K.K. Steincke i spidsen. Den nye reform afløste den gamle fattiglov fra 1891, som var et lovkompleks med 55 love, som tilsammen var meget uoverskuelige. Den gamle fattighjælp var en form for ydmygelse og det betød tab af en række forskellige rettigheder, som for eksempel stemmeret og retten til at stille op til valg. I den gamle fattiglov er en lang række fejl og mangler som socialministeren K.K. Steincke fik øjnene op for. I 1933 blev Steinckes nye socialreform vedtaget. En reform som indeholder fire hovedlove: En lov om offentlig forsørgelse, og dermed afskaffede han fattighjælpen og hjælpekasse-loven. En lov om folkeforsikring, som omhandler sygekasserne, invalideforsikring, børneforsorg og aldersrenten. En lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring. Sidst en lov om arbejdsulykkesforsikring. Socialreformen var en form for forbedring af den gamle fattiglov fra 1891, i stedet for 55 love, samlede man nu alle små-lovene under 4, hvori 3 af lovene omhandlede forsikringer, og den sidste offentlig forsørgelse, hvor de største ændringer skete. Grundlæggende kan man sige at man gik fra et princip om at hjælp fra det offentlige skulle betragtes som en almisse, til nu at det blev til en ret som alle borgere havde. Den nye, meget mere overskuelige lov gav også et hav af nye muligheder, da de tidligere forvaltere ikke engang selv havde overblik over de muligheder som der var. Den nye lov retfærdiggjorde også hjælpen, da det før i tiden var op til en enkelt person at vurdere hvor meget fattighjælp der kunne tiltænkes den enkelte person. Nu lagde man nogle klare retningslinjer, så alle i samme situation ville få samme tilskud. En anden stor ændring var at det ikke længere skulle være en skam at modtage hjælp fra det offentlige. Man ville heller ikke, som før miste en hel del rettigheder, rettigheder som vi i dag kalder for menneskerettigheder. For eksempel kunne kommunen afholde borgere, som modtog fattighjælp fra at gifte sig. Reformen åbnede også op for nye muligheder, som bekvemmelighedshjælp, dvs. hjælp til familier som i forvejen sagtens kunne skaffe det fornødne. Denne hjælp kunne for eksempelsvis være børnebidrag, sygehjælp, husvildehjælp og lignende. Både fattigloven og socialreformen bygger på princippet om at man får hjælp der svarer til cirka det man ellers ville havde tjent hvis man var i arbejde. Steincke havde allerede nogle år tidligere forsøgt at få socialreformen gennemført, men social-demokratiet havde ikke flertal i det daværende ene del af nutidens folketing; landstinget, hvori samfundets spidser sad. Reformen blev først indført i '33, efter det såkaldte Kanslergadeforlig. Kanslergadeforliget var et forlig indgået i krisetid mellem det radikale venstre, venstre og social-demokratiet. Det er det mest kendte forlig som er indgået under den forhenværende social-demokratiske statsminister Thorvald Stauning, og fik sit navn da forliget blev indgået i Staunings lejlighed på Kanslergade. Forliget indeholdt en imødegåelse af landbrugskrisen, som i forvejen var godt i gang, ved at man opsatte kronekursen med cirka 10%, dvs. 22,40 kr. for et britisk pund. Derved øgedes landbrugets eksportindtægter. Der ud over indeholdt forliget et et-årigt forbud mod lockouter og strejker, og hindrede derved et storlockout på det danske arbejdsmarked. I forliget fik socialdemokratiet derved også indført K.K. Steinkes socialreform.