Den lige vej

Den lige vej, den rette vej, den rettede vej. Den tilrettede, den indrettede vej. Vejen uden spænding og overrasklse. Den forudsigelige vej. Et liv, der leves fuldkomment på denne lige vej, vil jeg ikke kalde et rigtigt liv. Livet kræver udfordring, undren, oplevelse, spontanitet, overraskelse, spænding. For uden disse ting, ville livet nærmest ikke være værd at leve. Livet skal ikke være styrret af planlægning og rationalitet - hvert fald ikke for meget. I virkeligheden synes jeg irrationalitet burde værdsættes meget mere, for jeg synes man burde følge sine følelser og sin vilje i højere grad end sin fornuft. Ligeledes burde letsindighed og livsglæde prioteres højere end fremtidstanker og livsbekymring, for igen; hvis man spekulerer for meget på fremtiden, eller hvis man i hvert fald tilretteligger sin fremtid for meget, ryger man mere eller mindre ind på denne lige vej. Det er i orden at indrette sit liv efter nogle mål, men selve vejen til målet skal være svingende og uforudsigelig. Når man lever mere eller mindre organiseret liv, lukker man sig også lidt inde - man bliver i hvert fald mere bange for tanken om improvisering og det nye - og man kommer langtsomt til at miste det, som jeg ser som det essentielle til et godt liv; at gøre ting gennem hjertet frem for gennem planer eller bekymring for fremtiden. Jeg synes lidt, at man kan sammenligne en fysisk vej med et fysisk liv; Den lige vej er som regel kortere end den snoede og bakkede vej. Sådan kan man også snakke om livet det lige, kedelige liv er kortere end det spæningsfyldte. Selv hvis vejen går op ad, vil jeg fortrække den, fremfor en tunnel igennem. For når du først har nået toppen, vil hvert skridt du har taget op, være proportionel med de skridt du tager ned. En lige vej er også nøje planlagt - Alle hændringer er fjernet. Hvis livet var sådan, fuldstændig planlagt fra start til enden, ville det nærmest blive mekanisk, med ingen andre mål end det, der er blevet lagt foran en. Men hvis man tænker over det, så er det egentlig de mindste, der lever et nøjagtigt planlagt liv. Jeg tror folk med fx dominerende forældre, som allerede før man er blevet født, har lagt vejen for en - man skal være ordentligt uddannet med et anstændigt arbejde, en pæn og moderlig kone, som kan passe de tre børn, man snart skal have og passe huset, når manden er på arbejdsrejse - har et svært liv, fordi de nemlig lever efter planer, som de faktisk ikke engang selv har lavet. Men vi er jo alle påvirket af samfundets og folks idéer og meninger om, hvordan et perfekt liv ser ud. Hvis man som ung ikke har en uddannelse, bliver man jo anset som dybt anderledes. Det anses som normalt, næsten et krav, at tage folkeskolen, derefter en gymnasiel uddannelse og så eventuelt gå videre på universitetet eller lignende. Langt de fleste mennesker bruger halvdelen af deres ungdom på uddannelse, derefter halvdelen af deres stærke leveår på arbejde. Jeg er selv ikke en untagelse (med det første i hvert fald) og derfor kan jeg tit godt savne noget nyt og forunderligt. Jeg kan fx godt drømme mig væk. Væk fra alt og alle, væk fra denne uforanderlige trædemølle. Eller gro vinger og flyve blandt skyer og fugle. Eller tænke mig tilbage i tiden, tilbage til stenalderen, for livet var én lang kamp om overlevelse, hvor man gjorde, hvad der var bedst for en selv, uhæmmet af hvad andre syntes. Hvor disse