Sagen der forandrede mit liv: Peter Lundin

Han gik på vejen og tænkte på den uforglemmelige dag. Det havde været hans hårdeste som dommer i hele hans lange liv. Den lille dommermand måtte krybe ud af kælder døren lige så forsigtigt. Efter han havde fået Peter Lundin sagen var hans liv for længst blæst væk. Han var gået så meget op i sagen at han helt glemte at havde tid til sig selv. Peter Lundin var massemorder. I dag var bare den dag han ikke skulle havde været på arbejde. Peter Lundin havde slået en masse ihjel, men man havde aldrig fundet ligende. Det hele startede i 1991, der var Peter 20 år gammel. Hans forældre var flyttet til USA. Peter havde kvalt sin mor i hjemmet i Maggie Valley. Hans far hjalp til. Peter kørte 700 km, og smed sin mors lig i havet. Otte måneder efter drabet fandt man Anna Lundin. Peter fik en dom på 15 år, og hans far fik to år for at holde tæt. Efter 7 år i fængslet blev Peter løsladt, men blev udvist fra USA til Danmark. Efter et par år med forskellige kvinder mødte han Marianne og hendes to sønner. Mariannes 24-årige søn meldte et par dage efter sin mor og lillebrødre savnet. I Mariannes hus fandt man blod spor og tegn på Peter Lundin havde dræbt dem. Han havde dræbt dem og parterede ligende. Han havde været så uheldig at få sagen med Peter Lundin. Han havde dømt ham til livstid og han havde opsøgt dommeren efter. Dommeren var flygtet fra sit eget hus, efter at Peter Lundin brød ind. To politibiler kørte med hjem for at hente Peters ting, men hvad politiet ikke vidste, var at han havde et rum fuld af farlige skydevåben. Han skød de to betjente og flygtede. Peter havde fundet hans adresse, han havde så mange kontakter. Dommerens hus var et lille hvidt hus med klassisk stil. Han elskede at sidde og lytte til musik og fordybe sig i sine sager, men med den her sag kunne han ikke få ro i sindet. Det bankede på døren han huskede det tydeligt det var ikke mere end en time siden. Peter Lundin stod i døren. Han var ikke bevæbnet, hvad han kunne se. Han råbte igennem døren. Han ville kun snakke. Dommeren åbnede lige så forsigtigt den hvide dør, men i det han åbnede pressede Peter døren ind. Han faldt ned på gulvet og rullede ned af kælder trappen. Han kunne ikke mærke sin arm, den var fuldstændig følelsesløs. Han krøb ud af den lille hvide glas dør i kælderen med sin frakke. Han løb ned af en nedlagt togbane og op af en sti han ikke kendte til. Det var sådan han endte her. Nu måtte han finde ud af hvad man gjorde. Han kunne ikke tage på arbejde. Han ville leve hver dag i frygt om at det skulle ske igen. Han gik længere ned af den lange gade, han nu havde befundet sig op på. Han ville skyde på, han havde gået omkring 8 km. I denne her lille flænge måtte han gemme sig indtil han fandt på noget. Der var hvad han behøvede en købmand, tøjbutikker og spisesteder hist og her. Han måtte finde sig selv i den her flænge. Den mand som ikke kun gik op i sit arbejde men som gik op i sig selv og kunne finde roen. Han vidste ikke hvor han skulle bo, for der var ingen hoteller eller lignende. Han gik forbi et lille mørkt brunt hus, der stod bed and breakfast. Der måtte han bo indtil, han fandt ud af hvad han skulle gøre. Peter var måske dømt bag tremmer nu, men han havde folk forskellige steder spredt udover lille Danmark. Han gik ind ad den lille sti ind til huset. Bladende blæste rundt nede på jorden. Han bankede på døren lige så forsigtigt. Der gik et stykke tid mens han stod og ventede. Der kom en ung høj fyr ud, som så virkelig træt ud. Den høje fyr viste ham rundt. De gik ud i en lille have. Der lå et lille bitte hvidt hus som måske svarede til en garage. Der var alt han skulle bruge, med toilet og soveværelse. Han lå i sengen og tænkte kun på alt det der var sket. Palle ville ikke kunne finde ham, hvis han sad bag tremmer. Peter havde bare en masse folk, som han nok ville drive kontakt med. Han havde kun to valg, han måtte beslutte. Det ene valg var at gemme sig for altid. Det andet var at han kunne tage kampen op, og komme til bunds i alt ting. Til sidst valgte han at finde hemmeligheden bag det her. Han måtte starte sin egen efterforskning. Han måtte starte i morgen med spørgsmålet, hvorfor han gjorde det? Han besluttede sig for at sove, for han fik en hård dag i morgen. Han vågnede med styrke i hele sin krop. Han kunne bare mærke han skulle i gang. Han gik ud af døren og tog bussen ind til byen Rødovre hvor Mariannes hus lå. Han måtte bryde ind i huset selv. Der var ikke andet at gøre. Han stod foran huset det var gult med visne roser ude foran. Han smadrede glasdøren omme i baghaven. Da han gik ind, kunne han mærke noget under sig. Han kunne mærke lige her, var der noget underligt under gulvet. Han kiggede ned på sine fødder. Pludselig opdagede han noget, som sikkert ingen havde opdaget før, en lem han aldrig havde set. Man havde aldrig fundet ligende, som Peter havde dræbt og parteret. Pludselig stod han på noget gråt plastic gulv. Der var en lang gang, hvor der var svage lamper i loftet. Det var ligesom en gyser film. Han gik ned for enden hvor der var en dør, hvor malingen var skrabet lidt af døren. Han tog lige så stille i håndtaget. Da han kom ind var det bare noget, der lignede et almindeligt værelse. Der var helt nymalet gulv. Han gik i gang med sin egen lille efterforskning. Han rensede kælderen for støv og andre urene ting. Han flyttede en bog reol og straks fandt han en kæmpe blodplet på gulvet. Han undersøgte den nærmere, det var lidt gammelt blod. Han opdagede også noget andet underligt. Bag reolen var en dør. Han turde ikke åbne den ved tanken om hvad der kunne være derinde. Han åbnede døren forsigtigt. Ligende lå frit fremme på gulvet skåret ud i mange små stykker. Han var lige ved at kaste op. Han havde fundet den store hemmelighed. Nu måtte han finde ud af om det var Peter for man havde ikke fundet hundrede procent ud af om det var ham. Der var ikke kun tre lig men fire. Det fjerde lig havde han aldrig hørt noget til. Det var et lille spædbarn, hvor det kom fra vidste han ikke. Han gik op af kælderen. Han tog hjem og prøvede at få det til at hænge sammen. Han kunne ikke klare alt det her mere. Han måtte sætte politiet på sagen, og fortælle alt hvad han havde set. Han ringede og fortalte dem om det. En måned efter var han sig selv igen. Han skulle stadig lede Peter Lundin sagen. Nu vidste han hvad det hele gik ud på. Han dømte sagen på livstid. Efter den hårde sag, ville han ligge dommeren på hylden. Han sagde sit job op, og fandt endelig den indre ro.