Skribentens beskrivelse af Ekspeditionen
Vi er på Antarktis. Ude i den kolde ødemark, hvor ingen mennekser har været; indtil nu. En gruppe forskere vil undersøge, hvor de såkaldte ''selvmords-pingviner'' drager hen, når de begiver sig ud på en farefuld rejse længere ind i landet, på jagt efter nye ynglepladser. Det er snestorm, og de fem forskere fryser voldsomt i den bidende kulde. Når forskere er ude og undersøge sådanne ting, kaldes det en ekspedition. Denne kaldes Ekspedition Selvmord, fordi det er det rene selvmord for forskerne og for pingvinerne. Blandt de frygtløse er jeg. Jeg er biolog, ligsom Anna og Lars. Jeg har en dagbog med, så jeg kan skrive en god rapport og måske en bog, når, og hvis, vi kommer hjem. Ekspedition Selvmord, 17. feb. 2012 Jeg har aldrig frosset så meget i hele mit liv. Det føles som om jeg er indhyldet i iskoldt vand konstant. Jeg kan ikke bevæge mig særlig godt og jeg har en trykken for brystet. Det hår, der skitter ud under huen, er fyldt med frost. Det er mine øjenbryn og øjenvipper også. Jeg er sammen med Anna, biolog, Lars, biolog, Özgun, læge, og Camilla, ekspert i de arktiske områder. Hundene er trætte efter den lange tur på små 50 km i den kolde sne. Det lyder ikke af meget, men når man fryser så meget, så tærer det på kræfterne. Vi sidder inde i teltet og skal til at sove. Det er ikke så koldt i dag som det har været de andre dage, kun -35°C. I går nat var der -50°C, men med termosoveposer og varmedunke fryser vi ikke nær så meget. Vi har været her i tre dage. Næste morgen er jeg den første, der vågner. jeg rejser mig op og vil koge noget vand til te, kaffe og morgenmad. Jeg går ud af teltet for at hente noget sne, da jeg ser en kongepingvin gå forbi vores lejr. Jeg skynder mig ind i teltet, men uden at være for højrystende, og vækker de andre. Da de alle er kommet ud er pingvinen næsten væk, man kan kun ane den sorte skikkelse i morgensolen. ,,Det er den vej vi skal.'' Det er Lars, der har kiggerten. Overraskende nok har hundene sovet fra det hele. De har sne i pelsen fra snestormen der var i nat, som de ryster af da de er vågnet. Da vi har spist og pakket lejreren sammen, spændte vi hundene for slæderne og kørte ad den vej, hvor pingvinen gik forbi. Jeg er meget træt. Jeg har ikke rigtig sovet, af frygt for at fryse ihjel. Solen er kommet højere op på den frostklare himmel. Da vi har gået i nogle timer kommer vi til et bjerg med en hule. Vi kan høre pingvinkald derinde fra og vi beslutter os for at lade hundene blive ude og gå ind uden slæden. Der er et smukt, blåt skær inde i hulen og der er en konstant skræppelyd. Der hænger store istapper i huleloftet, så vi bruger tegnes
|
pdf-format (122KB) 
