Mon det er nu, de skal pynte juletræ? Eller sidder de stadig samlet ved bordet, og spiser julefrokost? Gad vide om mormor og morfar er kørt herud…
”Søren! Søren er du vågen? Der er morgenmad, hvis du har lyst?”
Lyden af sygeplejerskens stemme bragte Søren tilbage til virkeligheden. Og virkeligheden for ham? Ja, den er ikke så spændende for tiden.
Søren åbnede øjnene, og skubbede sine tanker væk. Han kiggede kort ud af vinduet, der var gråt og frost, ikke sne som der burde være på en rigtig 24. december. Men det her, var heller ikke en rigtig juleaftensdag. Hvor var lysene, juletræet, julepynten, far og mor i køkkenet og den glade, hyggelige, spændte julestemning? Det eneste der var her var kolde hvide vægge, syge og tynde mennesker, hvide senge, sygeplejersker og læger med et påklistret smil, og værst af alt var den sølle julepynt, som alle voksne mente var ’bedre end ingenting’, men som egentlig bare gjorde det hele mere deprimerende.
Hans ben føltes tunge, og han følte, at han ikke havde nogen kræfter. Sygeplejersken spurgte, hvad det var han skulle, da hun så, han havde rejst sig fra sengen. Søren fik mumlet noget med, at han bare skulle et smut på toilettet. Han nærmest slæbte sig derud. Han var mere træt i dag, end hvad han ellers plejede at være.
Det er gratis at oprette en konto