Året 1970 rummede starten på rødstrømpebevægelsen og Thy-lejren og i det hele taget organiseringen som alternativer til de etablerede partier – en politisering, der afspejles i den digtning der præger 70’renes begyndelse.
I 70’erne var jeg’et en identificerbar størrelse i en given virkelighed. Det var et tænkende menneske der forholdt sig, beskrivende og vurderende til sin omverden, historie og livssituation. 70’er-jeg’et kommunikerede sine erfaringer og lyrikeren prøvede at danne et holdningspræget fællesskab med sin læser. Lyrikken blev skrevet ind i en fremskridtsvenligt politiseret offentlighed, hvor frigørelse og socialisme dannede de fælles værdier og mål. Der er var ingen form og struktur i digtene. Disse digte kaldte man knækprosa, og princippet i dette var at enhver kunne skrive digte, og måden man udtrykte sig på var mindre væsentlig.
Man kan sige at Ida Marie Fich bruger knækprosa i hendes digt ”Metadigt” fra 2006, da hun har skrevet ufuldendte sætninger eller skrevet ord op lidt ligesom en remse.
Modernismen sneg sig stille ind i slutningen af 70’erne, efter at have været fremme både i 40’erne, 50’erne og 60’erne. Denne dugfriske generation der med egne historiske vilkår der begyndte at skrive denne nye lyrik var født mellem 1950-1960. De var 1970’ernes unge, og har derfor hørt meget om ungdomsoprøret i 1968 og dets politisering. Alle så tilbage på oprøret, selv medierne var i høj grad præget af 68’er genera-tionens holdninger.
Det er gratis at oprette en konto