Jeg sidder i lænestolen der er fra mors og fars tid, med billedet i hånden, det med min søskende flok på 4. Vi er alle sammen så fine, jeg husker at vi lånte tøjet hos fotografen, det gjorde man dengang, det var en skik. Man havde ikke råd til at klæde sig så fint, som man gør i dag. Mange ting har ændret sig siden 1920. Vi ligner faktisk en velhavende familie, og det var vi også. Far ejede en købmands forretning, som lå i hovedgaden i vores by Århus, mens mor gik der hjemme og sørgede for os unger, det var gode tider. Jeg husker at mor fulgte os hen til fotografen, jeg holdte hende i hånden, dengang var jeg knap 5 år, og min lillesøster havde hun i den anden hånd, mine brødre gik selv og legede, min ældste bror var en del år ældre end mig. Fotografen var en sød mand som min far kendte fra aktionerne i byen. Han stillede os op på en række, vi var så glade for det var ikke tit vi kom ud til overklasses mennesker. Fotografen havde altid været en sød mand, men det var som om han ventede på noget. Hans øjne lyste op den dag, solen skinnede og fuglene pippede i træerne. Han stillede os alle op på en lige række først Henrik han var den ældste, så Kai, mig Esther og så lille - søster Asta. Jeg har altid beundret min søsters smukke navn, mit var så kedeligt. Jeg havde en fin hvid kjole, fine små sko og en hvid sløjfe i mit krøllede hår. Jeg stod og beundrede mig selv i spejlet hos fotografen, jeg var en smuk ung hvid svane, det sagde min mor altid. Men den dag hos fotografen blev hele mit liv forandret. Vi stod alle og fokuserede på det man kaldte et kamera dengang, og klik klik billedet var taget. Men ingen af os smilede for det måtte vi ikke, vi stod bare og holdte hinanden i hånden. Billederne var taget, og vi tog vores eget tøj på igen. Men jeg kunne ikke få min kjole af og mine andre søskende var løbet i for vejen ud på hovedgaden og jeg kunne umuligt nå dem. Fotografen spurgte om han ikke skulle hjælpe med kjolen, om som en lille pige svarede jeg med et smil bare ja. Han sagde han kun kunne gøre det hvis jeg gik med ham ind i et lille rum, baglokalet. Jeg fulgte bare med og derinde satte han mig på en stol og gav mig en lille pose slik og et glas hyldeblomst. Jeg tror han godt kunne fornemme at han skulle skynde sig, inden mor ville komme og lede fortvivlet efter mig. Han begyndte stille at knappe min kjole op på ryggen og aede mig blidt med sine store hænder. Jeg følte ikke at det var forkert, jeg havde jo fået slik og saft. Pludselig stod jeg der med kun mine hvide strikkede underbukser mormor havde strikket inden hun døde. Jeg var blot fem år første gang det skete, og jeg fornemmede hans klamme store mund ved mit øre, han prustede som hestene på farfars gård.
Det er gratis at oprette en konto