Medusaflåden: en sømands beretning

Grusomt og tankevækkende er ordene for det detaljerede maleri. Jeg kan ikke undgå at ligge mærke til bådens hældning. Der hvor båden er højest, er der mest håb og liv, mens den anden halvdel er de fortabte og livløse. Himlen klarer op desto længere man kommer væk fra flåden. To rigtig fede detaljer. Jeg blev meget fascineret af billedets historie, og måtte på jagt efter en, som havde været med. Én, som havde lidt under den frygtelige lidelse. Jeg prøvede på at få kontakt med bare én på alle tænkelige måder. Jeg sad mange sene aftentimer. Sad og filosoferede, mens jeg kiggede på regndråberne, der trillede ned af mit beskidte vindue. Pludselig var der bid! Min mobil ringede. Det var sømand Carlsen. Han havde fået min mail. Jeg søgte en af de overlevede havarister, og der var han endelig. To måneder senere fik jeg en mail, hvori han havde beskrevet den frygtelige og pinefulde episode.

”Jeg husker det som var det i går. Frosne og forædte lig omkring en. Jeg væmmes ved hver en tanke fra den tur. Det hele startede, da vi sejlede på vores fregat. Alting gik galt i den måned. Inden vi skulle ud at sejle, gik mit forhold med Marianne i stykker. Min ældre far blev hasteindlagt med åbent kraniebrud. Så jeg var ikke den gladeste mand, da fregatten satte kurs mod Afrika. Vi var en flok mandfolk på 147, så blandt de kække sømænd kunne man ikke undgå lidt fis og ballade. Vi lagde krabber i hinandens sko, tog hinandens brugte tøj, mens de var i bad og brugte bevidst altid det sidste varme vand i badet. Dog varede den høje latter og den hyggelige stemning ikke særlig meget længere. Blæsten blev kraftigere, og fregatten sværere at styre. Vi lå hver især i vores små kahytter. Kahytterne var ikke noget at tale højt om. Træloft, gulv og vægge. Rundt omkring i hjørnerne var der ringe af mug, som fik resten af rummet til at stinke af en stald, der ikke var muget ud i flere måneder. Fugtindholdet var større end i en sølvmine, som var fyrre meter under jorden med halvtreds centimeter til loftet. Så alt i alt kahytterne var ikke i deres bedste stand. Men der lå jeg under mit trævlede tæppe og forsøgte at holde varmen. Det var svært at falde i søvn, når fregatten vippede, og uret tikkede højere end min gamle mormors gjorde. Jeg bed tænderne sammen og faldt efter et par timer i søvn. En halv time senere lå jeg smadret ind i den modsatte væg. Vi var stødt på noget! Først lød det ikke til at være voldsomt, men jeg tog fejl. Fregatten var revnet firs meter. Først der fik vi travlt. Kulden lamslog os alle, men vi måtte bygge den tømmerflåde, hvis vi skulle have nogle intension om at overleve. Vi gav mere end vores kroppe kunne holde til. Langt om længe efter fire timers overanstrengelser, var fregatten nær sunket. Vi flød på middelhavet flere timer. Timerne blev til dage. Jeg husker en episode, som rør mit hjerte meget nært. Vi lægger de 147 store muskuløse mandfolk op af hinanden. Luften er tung, og alting føltes fortabende. Nære kammerater falder ned i det iskolde vand, mens man blot kan kigge på, for brugte man sine sidste kræfter, gravede man sin egen grav. Det svært at bevare håbet, når man ser dem glide fra flåden én efter én. Man ventede blot på man selv bliver skyllet med. Efter 12 dage uden mad, og kun havvand blev man skør oveni hovedet. På dag 15 sætter vi os i en rundkreds, snakker om overlevelse, og om at bevare håbet, for uden det kunne vi lige så godt lægge os til, at vente på døden. Havde aldrig troet jeg skulle æde et menneske, og da slet ikke en kammerat! Ordet æde er det korrekte ord, for hvad vi gjorde de dage. Det var ikke smagen af menneske, der gjorde mig dårlig, men tanken om at æde et andet menneske, væmmes jeg mig stadig over. Dag 27 husker jeg som var det min fødselsdagsdato. Følelsen af at se et skib sejler femhundrede meter væk fra os. Aldrig i mit liv havde jeg haft sådan et stort håb. Mit liv afhang af det skib. Så jeg gav alt hvad jeg havde i mig. Hoppede så højt jeg kunne, med begge mine arme svunget op i luften. Til sidst gav jeg op, skibet reagerede ikke på nogen måde. Jeg satte mig ned på den våde og klamme flåde, da hørte jeg fik en andens råb lige i nakken. Hårene på min ryg rejste sig af forskrækkelse. ”: SE! SKIBET SÆTTER SEJL OVER MOD OS!” Sådan endte vores afskyelige tur. 147 sømænd, kun 10 overlevende.