Agerhønen: analyse af Martin A. Hansens novelle

Martin A. Hansen har skrevet novellen ”Agerhønen”. Novellen er en del af novellesamlingen ”Agerhønen”, som blev udgivet i 1947. Novellen handler om en familie bestående af to døtre, en søn, en moder og en fader. Det er vinter, og vejret er ikke godt. Familien er ikke just velhavende, men de klarer sig. Engang gik det godt for familien, men så blev faderen indkaldt, og derfra gik det ned af bakke. Da familiens spisekammer er ved at være tomt, hører de et bank på døren. Familien tænker tilbage, på dengang faderen blev indkaldt. Men uden for døren ligger der blot en død agerhøne. Broderen ser ud af vinduet og ser en stor mørk skikkelse gå ind mellem træerne. Familien, der først var sørgelige over agerhønens død, spiser den lille fugl, og den mætter dem alle.

I min analyse og fortolkning af Martin A. Hansens ”Agerhønen”, vil jeg komme ind på tekstens stilistiske virkemidler, jeg vil beskrive familie samt det miljø de lever i. Desuden vil jeg komme ind på agerhønens betydning for familien. Novellens tid, fortæller og komposition vil jeg også runde. Novellens temaer kommer jeg også ind på.

Noget man hurtigt lægger mærke til i teksten er, at substantiverne skrives med stort, ”aa” bruges i stedet for ”å”. Man får altså hurtigt det indtryk at det er en ældre tekst. I 1948 blev retskrivningsreglerne ændret. Teksten er fra året forinden, så Martin A. Hansen har nok ikke haft en særlig grund til det. Flere steder i teksten bruger MAH flere ord i træk, som bliver adskilt af kommaer (linje 6/41/172). Dette gør det meget beskrivende, og man kan nemt se tingene for sig. Teksten er hele vejen i gennem meget beskrivende. Mange steder bruges flere linjer på at beskrive enkelte ting. Bl.a. da snefnuggenes fald mod ruden beskrives (linje 16). Andre steder er det karbidlygtens lys (linje 48) og agerhønens fjerdragt (linje 210). Disse beskrivelser gør at man får et klart billede af de forskellige ting, så man ser det helt som MAH. Metaforer og sammenligninger er også at finde i ”Agerhønen”. Vinden udenfor huset sammenlignes med den hjemløse landstryger (linje 1). Da blæsten øges, bliver vinden dog til en hærfører, der med sin hær, snefnuggene, kommer brusende mod huset (linje 125). Ligesom landstrygeren går den fra hus til hus. Måden hvorpå flammen vipper, sammenlignes med en skades vippen med halen (linje 53). Sygdommen levendegøres, da den kan tale, og siger at det er dens tur til at tage over (linje 86). Sneen rejser sig og kigger ind, mens lampen peger på de slidte møbler og tapetets pletter (linje 5 og 56). Rejse sig og pege er jo menneskelige egenskaber. Her i novellen er de med til at skabe intensitet og bringe en levende natur frem.