”Sigøjneren” er fra 2004. Den er skrevet af Klaus Rifbjerg.
Fortælleren mener ikke, at sigøjnere er ret meget anderledes end andre mennesker (linje 20-21). Men der er et eller andet, der skiller dem ud. Håret, øjnene, holdningen, blikket eller påklædningen. Et eller andet skiller dem ud (linje 21-23). Ikke alle er til at kende med det samme, men ved de fleste sigøjnere er man ikke i tvivl (linje 17-19). Der er mange af dem. Især ved markeder (linje 44-45). De prøver at sælge en masse ting, som de påstår, er magiske og fundet i jorden (linje 45-46). Tingene har de sikkert selv lavet i deres huler (linje 47-48). De er nogle fupmagere, som ifølge fortælleren, har elektrisk lys i deres huler (linje 50). Når der kommer en flodbølge ned fra bjergene, medbringer den alle deres ting: køleskabe, vaskemaskiner, wc-kummer, kommoder osv. (linje 57-60).
Den sigøjner, som han leder efter, er dog anderledes end de andre sigøjnere (linje 3-4). Han bor mellem pæne rækkehuse med fine haver og måske springvand. Og bilerne, der holder ved husene, er ikke små men med 4 døre, og de har ikke kørt mange kilometer. Der er radio og enkelte fjernsyn, der er tændt rundt omkring. Der er heller ikke den samme larm som de andre steder (linje 5-12). Sigøjneren ville man nemt kunne genkende (linje 14). Selvom der eksisterer en masse sigøjnere, har han svært ved at finde præcis ham, som han leder efter (linje 38-40). Han finder hans ting, men sigøjneren er ikke ved dem (linje 70-73). Sigøjnerens kone ligner ikke de andre. Det er ikke enkelte ting, der gør det, men det hele (linje 77-79). Fortælleren bliver utryg ved konen. Hun svarer på alt, og man lukkes ind. Man indvies nærmest i en hemmelighed (linje 80-87).
Det er gratis at oprette en konto