Klaus Rifbjerg er en dansk forfatter. Han blev født den 15. Dec. i 1931. Senere uddannede han sig ved at studere litteratur i København Universitet og ved Princeton i USA. Han debuterede med et digt i 1956, og har udgivet en roman så sent som i 2008. Han har skrevet en lang række bøger, inden for mange forskellige genrer bl.a. lyrik, prosa, journalistik, kritik, essays samt manuskripter til film. Under hans lange forfatterliv har han modtaget adskillige priser, som bevis på hans storslået skriveegenskaber.
”Såret” er en novelle om lille familie på 3. Der er en fader, en moder og en søn. Man bliver draget ind i historien igennem sønnens point of view, som et lille uvidende barn, der ikke får nok opmærksomhed. Man får en oplevelse af hvordan han opfatter verden, og hvordan han ser sine forældre, og man tænker på hvor meget han vil lide under denne opvækst senere i livet.
Det starter ud med at drengen vil have en forklaring på hvad ’at såre’ betyder. Faderen kommer med den forklaring, ’at der er ligesom når en soldat stak en bajonet i et andet menneske’. Drengen opfatter det bogstaveligt og får en vrangforestilling af hvad udtrykket ’at såre’ egentlig betyder ; det kommer til udtryk ved, at han danner en indre billede af en engelsk soldat i krig. Billedet med den engelske soldat bliver dog hurtigt visket væk og erstattet med drengen selv, der stikker en bajonet i moderen bryst. Altså er det drengen selv der ’sårer’ moderen. Det kommer også til udtryk efter, ved at han stiller hende alle mulige spørgsmål; ”Hvorfor er du ikke glad? Hvad er der med dig? Hvad er der i vejen? Hvorfor er du sur?” Spørgsmål – som drengen også udlægger som sårende – det må de jo være når hun ikke svarer og hun arbejder jo også det meste af tiden. Hun forbliver tavs og passiv, mens drengen dårlige samvittighed vokser, sammen med ønsket om kontakt med moderen. Senere skal der spises frokost. Her kommer familiens mærkelige indbyrdes forhold til også til udtryk – i tavshed. De taler slet ikke sammen! Drengen bliver meget opmærksom på andre lyde i hjemmet, som fortæller hvad der foregår i hjemmet. Brødmaskinens larmen og knirken, får drengen til at forstille sig hvordan moderen må stå ude i køkkenet og rykke brødet frem og tilbage indtil det har den rette tykkelse. Det siger også lidt om forholdet til faderen; han sidder ved bordet med sin fader, men i stedet for at have en samtale med ham, fantaserer ham om moderen der skærer brød. Det er som om de ikke kender hinanden og ikke vil gøre noget for at komme til det. Drengen søger efter at få rigtige forældre – specielt en mor. Men det er som om de blot giver ham de fysiske ting. Ingen af dem forstår, at give den nærhed og tryghed som ethvert barn har brug for at få fra sine forældre. På et tidspunkt går han ud til sin far, der arbejder i haven. Faderen kommer til at slå en prut af anstrengelserne, men ingen siger noget – eller er ved at dø af grin over det, i stedet bliver han meget flov og rædselsslagen. Når man bliver flov over den slags ting i sin egen familiemedlemmer er forholdet også meget overfladisk - stift og ufølsomt. Senere cykler de en tur ud til cyklesmeden. Normalt ville en far og en søn hyggesnakke bl.a. om det de ser på turen. Efter nogen tavshed begynder faderen dog at belære sønnen om det ”at såre”. Sikkert fordi sønnen lige har spurgt til moderens alder. Sønnen tænker stadig på krigsbilledernes måde at såre på – og et eller andet sted fornemmer han, at alle hans forsøg på dialog med moderen, ender med at han sårer hende – som en soldat på en krigsmark. Faderen underbygger denne følelse ved kun at tale med drengen om hvorledes han sårer moderen.
Det er gratis at oprette en konto