Vi har været på Danmarks Akvarium, hvor vi skulle lave forskellige forsøg i hhv. skolestuen, akvariet og egne gruppeundersøgelser. Formålet med øvelserne var, at se evolutionen hos bestemte fiskearter og derved bestemme arternes slægtskab, hvorved begreberne analogi og homologi er relevante.
Teori:
Fiskene har i millioner af år udviklet sig, og dermed har de kunnet tilpasse sig miljøkravene. Denne udvikling hænger sammen med følgende fem forhold, som er basis for moderne udviklingsteori. De 5 forhold er udarbejdet af englænderen Darwin.
Formering: Enhver art danner gennem formering en bestand af artsfæller
Overskud: Formeringen frembringer flere individer (fisk), end der overlever den næste generation
Variation: Den nye generation, udviser altid variation – som oftest er arvelig.
Naturlig udvælgelse: De begrænsede ressourcer og den begrænsede plads, medfører konkurrence blandt bestandene. De bedst egnede har derfor størst mulighed for at overleve og formere sig (survival of the fittest).
Divergens efter opsplitning: Miljøerne ændrer sig og bestandene kan blive splittet op. Derfor tilpasser delbestandene sig nye miljøer og ændrer sig i forskellig retning, sådan så der sker en udvælgelse af organismer med egenskaber, der er fordelagtige i de nye miljøer.
Der findes kun velbegrundede hypoteser vedrørende artsudvikling, da mennesket ikke har overværet udviklingen, men kun kan være sikre på selve resultatet. De to mest diskuterede hypoteser for, hvordan arterne har udviklet sig er 1) gradvis udvikling og 2) springvis udvikling. Gradvis udvikling sker gradvist og dermed ret langsomt. Hvor to eller flere arter opstår på baggrund af – hvad der før udgjorde en stamart – tales der om en egentlig artsdannelse. De mener den foregår ved at der dannes en barriere, der forhindrer dele af den oprindelige art at formere sig. Denne barriere antages at være rent geografisk (fysisk) adskillelse. Ændringen i arveanlæggene, adfærd og udseende som følge af tilpasningen går langsomt. Efterhånden bliver arveforskellene så store at de nye arter ikke kan få samme afkom. Der er dermed dannet en ny barriere – en sterilitetsbarriere.Den springvise udvikling formoder at: en geografisk isolation foregår sandsynligvis oftest i udkanten af arternes udbredelsesområde, ved at snøre en lille delbestand, som måske i forvejen var halv isoleret og derfor ikke er typisk for arten mht. sammensætningen af arveanlæg. Hvis det lykkedes den lille bestand at overleve, vil artsdannelsen kunne foregå langt hurtigere. Da den isolerede bestand allerede fra start af var afvigende, vil det springe ud som en udvikling af en ny art.
Det er gratis at oprette en konto