Dengang var kirurger ikke lige så højt stillet som læger. Kirurgerne skulle bare lære hvordan man skærer rigtigt i mennesker, uden at skade dem. De skulle ikke lære noget om baggrunden for sygdommen eller noget.
De mennesker, som de studerende skulle skære i, var de døde mennesker som ingen ”ville kendes ved” efter en uges tid efter dødsfaldet. Så blev disse lig brugt til medicinstudier. I oplysningstiden mente den katolske kirke at det var forkert at skære i disse folk og bruge dem til medicinstudier. Men de mente derimod, at det ville være en bedre idé at bruge de døde kriminelle menneskers lig, fordi de alligevel ikke ville komme i himlen.
Man mente dengang (i 1880’erne-1890’erne) at sygdommen kom fra dårlig og beskidt luft. (Miasmer i luften). Så man mente, at hvis man røg, så ville røgen blokere for den dårlige luft, ved hjælp af den røgsky der kom foran munden, når man røg. Så derfor fik man de studerende til at ryge tobak imens de foretog indgreb og skar i mennesker, for at de ikke indåndede den dårlige luft.
De syge patienter blev kørt ud, så de kunne få frisk og rent luft, som en del af deres behandling. Ellers brugte man ventilationsmaskiner, som skulle skifte den dårlige luft ud med rent luft. Det gav patienterne en vis tryghed, fordi de regnede med at al den dårlige luft blev fjernet, så de ikke havde noget at være bange for.
Det er gratis at oprette en konto