Man ved de er der. Man kan også mærke øjnene kigge på en, men alligevel kan man ikke altid se dem. De er de levende overvågningskameraer, og så alligevel ikke. For de laver kun det præventive arbejde – uden at lave de professionelles arbejde. De arbejder kun i tidsrummet mellem midnat og morgen, og så arbejder de gratis.
De er Natteravnene.
Af [NAVN A]
”Så er det vist blevet tid.”
Han træder stille og roligt ud i den københavnske decemberkulde. Termometeret viser minus tre grader, og derfor har han også valgt at tage en ekstra trøje på inde under den karakteristiske gule jakke. Halstørklædet sidder sikkert, men behageligt omkring halsen på ham, og han retter lige på huen, inden lugten af benzin dukker op i næseborene. Foran ligger Statoiltanken på Farumgade. En tank, som han har et rigtigt godt bekendtskab til.
”Man tænker altid ’hvorfor gør jeg det her?’, når vækkeuret nærmest slår en i hovedet med et bat klokken to om natten, natten til en mandag”, fortæller Jan, som er en af de mange Natteravne, der i nattens løb går rundt for at hjælpe de unge. Alligevel fortsætter jeg med det. Sådan er vi mennesker så sjove, siger han, mens han hurtigt skynder sig ind i kioskens varme.
Det er gratis at oprette en konto