Igennem hele livet handler det om for hvert individ at vokse og blive stærkere – at kunne stå på egne ben. Dette er ikke noget, der sker på en dag, en måned, et år, nej man lærer indtil man dør. Man lærer ikke uden at have gode rollemodeller. Først og fremmest ens forældre, derefter den øvrige familie, pædagoger, lærere, venner og hvem man ellers skulle møde på livets vej. Men ens forældre skulle gerne være de fortrolige, støttende og bærende [NAVN A]soner i ens liv – at de så sommetider ikke er der for deres børn er en anden side af sagen.
Som spæd har man ikke en chance i livets spil uden nogen til at hjælpe en og påtage sig ansvaret at lære fra sig, og dette ansvar påtager ens forældre sig, når man bliver født. Som baby er forældre jo ”desværre helt nødvendige”, hvilket vil sige, det er dem, der skal lære en at stå, gå, snakke, cykle osv. Men først og fremmest: hvad er rigtigt og forkert. Som lille antager man, at ens forældre gør det rigtige og siger det rigtige.
Men - jo ældre man bliver, desto mere kritisk bliver man overfor sine forældre. Det kan være svært som ung at se, hvor nødvendige forældre rent faktisk er, dette ser man først senere i livet, idet ens opfattelse af forældre ændre sig gennem hele livet fra spæd til voksen, uden at man egentlig er bevidst om det.
Det er gratis at oprette en konto