Klimakrisen: individets og sprogets betydning

Klimakrisen er et eksistentielt problem, da det har en indvirkning på hele menneskeheden, samt en afgørende betydning for klodens fremtid. I takt med at havene stiger, kraftige storme raser og regnskoven forsvinder, omdisputeres der rundt på kloden, om hvordan vi som menneskehed skal bekæmpe vor tids største stridspunkt. Samtidig bringer medierne jævnligt nuancerede beretninger og illustrationer af klimaforandringer, så det for det enkelte individ synes at være en vanskelig opgave at flygte fra nyhederne om planetens undergang, hvis dødsdato synes at nærme sig for hver dag der er omme. Helt basalt er klimaet altså et vilkår for, at menneskeheden samt kloden ikke skal uddø. Dette vilkår skaber alligevel debat. For hvem er egentlig skyld i klimaets varige forværring? Og hvem skal egentlig stå til ansvar for at bekæmpe den verdensomspændende krise, som vi befinder os i lige nu? Til denne diskussion om individets og sprogets betydning for klimakrisen har norske Karl Ove Knausgård udtrykt sin personlige vinkel i talen: ”Fienden er følelsen av maktesløshet” (tekst 1). Derudover er klippet: ”Klimatale til kulturministeren” (tekst 2) relevant i forhold til debatten, som klimakrisen er med til at skabe.

Når man slår udtrykket ”klimakrise” op, betegnes det i den danske ordbog som værende: ”En verdensomspændende miljømæssig og politisk krise som følge af menneskeskabte ændringer i jordens klima”. Ved at benytte sig af ordet verdensomspændende belyses der her, at klimakrisen ikke blot omhandler en bestemt befolkningsgruppe, men derimod hele menneskeheden. Lige netop denne krise var omdrejningspunktet for Karl Ove Knausgårds tale, som han under vendepunkt-demonstrationen ved valgkampen i Oslo, 2017 afholdte. Han navngav talen: ”Fienden er følelsen av maktesløshet.” (tekst 1). Knausgårds hovedsynspunkt i talen er, at magtesløsheden er det som udfordrer i forhold til klimakrisen. Belægget til denne påstand er: ”Verden er enkel og forutsigbar. Gjør vi det ene, skjer det andre”. Her problematiserer samt klarlægger Knausgård sit budskab om, at vi som menneskehed føler os magtesløse grundet klimakrisens forudsigelighed, samt påpeger at vi udmærket er bevidste om, hvad der hænder i verden, men til trods for dette er vi alligevel handlingslammede. Hjemlen, som understøtter dette belæg er, at vi som menneskehed ikke er klar over hvem, der skal drages til ansvar for den større eksistentielle krise, som vi gennemlever lige nu, samt hvordan eller hvad vi skal gøre for at hindre den: ”Hvem skal gjøre det? Og hvordan”