Dumdristighed er tit camoufleret som mod, uden det i virkeligheden er det. Det ligger så tæt på hinanden, og alligevel er de modsætninger. Ofte når man gerne vil man imponere er det dumdristigheden der er i brug, i stedet for modet. Drenge der skal imponere drenge, er mange gange et godt eksempel på dumdristighed forklædt som mod. Lige at tage et større hop, som man aldrig har prøvet før, og som man næsten er sikker på man ikke kan lande. Det er yderst dumt, og har ikke meget tilfælles med mod.
Modighed og dumdristighed er meget omvendt af hinanden. Og så alligevel har de nogle fælles-træk. Begge ting kan imponere, modet er for det meste kun noget som imponere en selv, hvor dumdristighed tit er til at imponere andre. Når man imponere sig selv med modet, er det sjældent bevidst, hvor dumdristigheden er meget bevidst. Modet gør noget godt for en, mens dumdristig-heden kan skade en, og udstille en, hvis det går galt.
Lige at få hvisket et ord fra sidemanden til en prøve, er ret modigt gjort – og modigt modtaget af den anden part. Er der egentlig snak om mod? På sin vis ja, men hvis man skulle veje de to ting med: Mod på den ene side og dumdristighed på den anden side, ville den hel klart være tungest på dumdristighedssiden. Det er meget modigt at turde spørge, men det er ufattelig dumt, hvis man bliver taget, så er det ’farvel og tak’.
Det er gratis at oprette en konto