Analyse af Helle Helles 'Tirsdag aften'

”Tirsdag aften” er en novelle skrevet af Helle Helle. Det er hendes 2. novellesamling ”Biler og dyr”, som er skrevet i år 2000. Helle Helle er kendt for sin minimalistiske skrivestil. Effekten heraf er, at man skal dykke ned i teksten for at finde ud, hvad der sker under overfladen. Emner som hun beskæftiger sig med, er dagligdags situationer, set fra kvindens synsvinkel. ”Tirsdag aften” handler om et ganske normalt pars hverdag, men der skjuler sig noget bagved samtaler og handlinger.

Novellens komposition er i kronologisk rækkefølge og vi følger handlingen som tiden går, og derfor får man fornemmelsen af at være ”en flue på væggen”. Novellen starter in medias res, og parret ligger i soveværelset midt om natten. Kvinden bliver vækket af manden, der siger til hende, hun skal tie stille. Kvinden hedder Bente og har hofteproblemer, og derfor har hun svært ved at sove om natten. Manden hedder John og er små syg, da han har hostet i 2 uger. Han virker meget aggressiv, pga. han bliver ved med at slå hårdt ned i dynerne. Kvinden bliver vækket, da hun taler i søvne og nævner andre mandenavne. Derfor kan man godt få indtrykket af, at han er jaloux. Da kvinden prøver at undskylde, siger han ting som fx: ”Jeg ved ikke, hvad jeg laver med dig i den her seng”, som får ham til at fremstå ufølsom, arrogant, og som om han ikke elsker hende. Kvinden begynder at græde, men vil ikke have, at manden skal høre det. Dog siger hun så: ”Ja, jeg græder”, som får os til at tænke, at hun er desperat efter hans opmærksomhed og medlidenhed. Det kan læseren også få, da det ved første øjekast bliver fremsat som om, det er manden galt på den. Når man så graver dybere ned i teksten finder man eksempler på, at den måde fortællerforholdet er på, får læseren til at få medlidenhed med konen. Manden bliver fremsat voldelig og aggressiv, mens konen bliver fremsat som hjælpeløs og uskyldig. Manden mener, at det værste ved det hele er, at Bente ikke sover, når hun snakker i ”søvne”. Han kan høre på hendes vejrtrækning og se på hendes øjne, når hun sover. Så når hun snakker om de andre mænd, måske for at gøre sig interessant for sin kæreste, får endnu engang bekræftet hendes opmærksomhedsbehov. John siger, at han ikke bliver jaloux af snakken om Bentes selvopfundne mænd, men når han reagerer så aggressivt, virker det som om han alligevel virker lidt jaloux eller meget træt af sin kæreste. En sidste ting, der får Bente til at fremstå opmærksomhedskrævende er, at hun dramatiserer meget, og laver scener ud af ingenting. Da John vil sove, begynder hun at kaste med gardiner og snuble ned ad trapper, hvilket viser at hun har behov for opmærksomhed – og nok især hans opmærksomhed. Parret har en mærkelig måde at kommunikere på -ikke brug af ord, men af handlinger eller med monolog, som er henvendt til kæresten. Hun bruger selvfremstillende sproghandlinger, som gør at hun ikke kommunikerer direkte med sin kæreste, informerende sproghandlinger, men med sig selv i håb om, at han vil reagere og give hende opmærksomhed. I stedet for at sige til sin kæreste, at hun har brug for bekræftelse og kærlighed fra ham, ligger hun og prøver at gøre ham jaloux ved at nævne mandenavne om natten for at få ham til at reagere, som om han elsker hende. Og hun sover ikke, før hun har fået den nødvendige opmærksomhed fra ham. Novellen afsluttes med en kæmpe scene mellem parret. Der opstår en slags slåskamp, hvor John slynger Bente ned i sengen, fordi hun bliver ved med at gå frem og tilbage, synge og skrige og sige, at der skal snakkes. John tager en pude, holder den foran Bentes mund, så hun får svært ved at trække vejret. Bente starter med at sparke og kæmpe, men lægger mærke til, hvor mange kræfter John bruger, og hvor meget opmærksomhed hun får nu. Derefter falder de begge i søvn og vågner op tæt sammenslyngede til hverdagen igen. John sætter Bente af på hendes arbejdsplads, hvor vi får at vide, at Bente føler sig langt mere udhvilet end normalt. Hun begynder at lægge planer for, hvad hun skal efter arbejde – købe tøj og tykke bøger og forsvinde ind i bøgerne. Min tolkning af slutningen er, at Bente endelig føler sig bekræftet. Hendes kæreste John har endelig givet hende den opmærksomhed, hun i så lang tid ville have, men ikke fået. Efter han brugte så mange kræfter på hende, har hun fået den opmærksomhed. Lige pludselig har hun fået den bekræftelse, der skulle til, for at hun har selvtillid nok til at bruge tid på sig selv.