”Den gyldne middelvej! Find den gyldne middelvej”. De ord har jeg hørt 1000 gange, selvom jeg aldrig har spurgt mig selv hvordan den ser ud. Lærerne har altid haft en forskellig mening om mig, nogle har tvivlet mens andre har ikke tøvet med at sætte mig i lederportionen. Det har altid været sjovt hvor forskelligt der er fra en skole til en anden. Men der er alligevel nogen ting som aldrig ændrer sig, fx at man altid vel have en hade lærer og en yndlings lærer. Skolen vil altid være et sted man kan vende sig til og et sted man hader. Der vil altid være nogle små detaljer man vil huske. Personligt kan jeg huske at det var en stor murstensskole jeg først gik på, det var meget unormalt i Norge fordi der var mest huse af tre. Derudover vil der jo også altid være dårlige minder som vil forfølge en i lange tider, som den gang da min søster blev kørt ned af en lastbil i skole tiden, og det eneste jeg hørte var fra en af hendes venner som kom og spurgte mig hvordan det gik med hende. Det siger jo lidt om hvor gode skolerne i Norge var der. Men tilbage til lærernes meninger, personligt har de altid forvirret mig grænseløst og det har altid virket som m jeg har skuffet dem hver gang. Jeg kan tydeligt huske min første lærer, hun var lidt skør i bolden, men god nok på bunden. Hun havde en bestemt mening om alt og hun prøvede en gang at fortælle min mor hvordan hun skulle opdrage mig. Men så kom der jo selvfølgelig andre boller på suppen og min mor gjorde i spot lige det modsatte af hvad hun ville have at hun skulle gøre. Det varede imidlertid ikke længe før hun blev træt af os og gav os videre (der er ingen beviser på at hun blev træt men, vi ved alle at det var grunden til at hun ikke skulle have os mere). Men efter May (som hun hed) så kom Ejvind det største menneske jeg har set i mit liv og med et temperament som passede til. Han var dog også overbevist om at jeg ville blive en stor politiker i min fremtid eller lignende, der var ikke den ene opgave jeg ikke blev sat til at lede, jeg kan specielt huske min skole-hjem samtale i 7, han sagde: ”jeg kan jo også se at søren har materiale til at blive noget stort”. Det var meget overraskende for mig, fordi jeg prøvede af fulde kraft at virke som en ”cool kid” hvilket der indebærer at være en pest i klassen, han sagde dog også: ”der har været visse episoder som jeg har valgt å se igennem, men hvis søren ikke kan finde den gyldne middelvej så har han et problem, fordi der er ikke noget galt i at have det sjovt med sine venner, men der må være grænser”. Det var meget specielt at høre det fra min lærer, det var nok også der jeg opdagede at lærerne ikke vil os det værste. Så kom ungdomsskolen som det hedder i Norge, der fik jeg Randi hun var meget flink og spurgte ikke for mange spørgsmål. Så det gik vel ok, det var nok også den periode hvor jeg næsten aldrig ville være på skolen og hvor jeg pjækkede meget, ikke fordi jeg var sur på skolen eller eleverne, vi havde det rigtigt godt sammen, men bare fordi jeg havde det bedre sammen og fordi jeg var plaget af en slags småsygdom som bare kom igen og igen. Så kom dagen hvor jeg skulle forlade Norge, sjovt nok har skolen aldrig været så rar at se på som nu, de dejlige grønne vege og røde tage, de lange korridorer med linjer på gulvet og den lille brutalt ødelagte fodboldbane vi havde. Senere hen da jeg kom til Danmark fik jeg jo så igen også nye lærere, og denne gang har man vel fået de bedste tænker man, i hvert fald indtil man møder noget bedre. Men jeg tror ikke at der er noget som en perfekt lærer, alle har sine småfejl og alle er fantastiske på sin egen måde. Hvor var verden uden sine gode lærere? Fordi de er jo egentlig grundsøjlerne i vores samfund.
Det er gratis at oprette en konto