Iselin C. Hermanns 'Der hvor månen ligger ned'

Silke og damaskduge, minareter og muezziner, sufimusikere og hvirvlende dervisher, 1001 nats eventyr ... Iselin C. Hermann kaster sig uhæmmet ud i Østens mystik.

Silke og damaskduge, minareter og muezziner, sufimusikere og hvirvlende dervisher, Umayyademoské og Souq al-Hamidiye, kvartererne Salihiye og Bab Tuma, tilslørede kvinder og fascinerende mænd, der ligner Clark Gable og citerer Koranen, 1001 nats eventyr ... - i 'Der hvor månen ligger ned' kaster Iselin C. Hermann sig uhæmmet ud i Østens mystik. Den amerikanske journalist Samia Rose er dybt fascineret af Syriens hovedstad Damaskus - angiveligt fordi hun er undfanget her - og opfylder i bogen et stort ønske om at opholde sig i byen. Formålet er at skrive en række artikler om de intellektuelles vilkår under den nye præsident, men også at komme til klarhed over sine rødder og sig selv. Hun indleder tre forhold: til sufimusikeren Jameel, som hun forelsker sig i, til forretningsmanden al-Nuqta, som hun forføres af - og ikke mindst til Damaskus, som hun betages af. Omdrejningspunktet for bogen er Damaskus, byen, der ligger som en skønhedsåbenbaring ved foden af Kassiunbjerget og har været centrum for utallige kulturer. I dag en Østens by med et velvilligt blik mod Vesten. Bogen handler også om mødet mellem den moderne, unge og frigjorte vestlige kvinde og den arabiske kultur, hvor religionen på en anden måde, end vi er vant til, spiller en rolle i hverdagslivet, de anderledes omgangsformer og en tidsopfattelse, der er gennemsyret af In sha' Allah (om Allah vil). 'Der hvor månen ligger ned' er opbygget som en arabesk af sammenslyngede afsnit, som fortæller historien i form af seks stemmer: Samias, de to syriske elskeres, den efterladte amerikansk-jødiske kærestes og hendes forældres. To efterfølgende afsnit har aldrig den samme fortæller, og som et ekstra raffinement begynder hvert kapitel med de(t) samme ord, som det forrige sluttede med, f.eks. "... men det er måske også bare noget jeg forestiller mig" (Samia). "Forestillingen om at jeg har set hende før... " (Jameel). Det kan virke lidt forskruet, men man får en meget orientalsk følelse af noget evigt. I lighed med debutromanen 'Prioritaire' er 'Der hvor månen ligger ned' også en erotisk roman. Der er smukke beskrivelser, som for eksempel denne scene på en restaurant, hvor Samia og "Clark Gable" taler om det arabiske samfund og islam: "Hvad så med sex, tænker jeg, og som om han kan læse mine tanker, siger han, at den fysiske og den åndelige kærlighed går hånd i hånd. Legemet og de sanselige glæder og denne jords nydelser hører til Guds gaver. Islam er en af de religioner, der inddrager sex som belønning i livet efter døden. Han hvisker nu. Det islamiske Paradis er en evig nydelse - en orgasme varer helt op til fire år i Paradiset. Længe siger vi ikke noget." Parret afventer dog ikke Paradiset i det følgende afsnit. Iselin C. Hermanns sprog er i det hele taget billedrigt og fantasifuldt og en fornøjelse at læse, men det rykker alligevel ikke, det er lidt for glat, lidt for nydeligt. Efter den sprudlende og sprogligt fantasirige børnebog, Kongen af Sydspanien - og hele balladen blev jeg faktisk lidt skuffet. Romanen er dog absolut et bekendtskab værd på grund den indfølte oplevelse af Damaskus, som romanen formidler. Ps. Titlen refererer til det fænomen, at nymånen ligger på ryggen i Middelhavsområdet, som turister i Sydeuropa også vil have bemærket.