Nogle gange, når jeg sidder og funderer og forsøger at træffe en vigtig beslutning, tænker jeg på, om man i virkeligheden altid ved, hvilken vej i livet der er den lige vej. Er det den indlysende vej, den som jeg med mine normer og erfaringer tror er den rigtige? For mig lyder det som den lige vej, fordi valget ville ligge lige til højre benet, når det er det, jeg er blevet opdraget til. Forældre vil jo gerne påvirke deres barns valg i den retning, altså mod den sikre vej uden alt for mange uforudsete udfordringer. Den skal være lige, for at man kan se hvor den fører hen, og hvem der kommer langt forude. Den må ikke have nogen skarpe sving, for så kan man ikke se hvad der kommer efter svinget. Den skal have et solidt fortov, som sikre, at man ikke bliver påkørt eller falder i grøften. Der skal være lygtepæle langs siderne hele vejen, for at man ikke kommer til at gå i mørket. Der skal også være mange skilte, så man hele tiden ved, hvilke muligheder der er. Det er den vej som forældrene mener er den rigtige, og det er den vej de føler sig trykke ved at deres barn skal færdes på. Det de er bekymrede for er sidesporene, jeg tror faktisk, at det er det, de er mest bekymrede for. Man kan nemt komme ud på et sidespor, hvis man ikke er opmærksom og holder øjnene på den lige vej, bliver under lygtepælenes lys i mørke tider og læser skiltene rigtigt. Forældre lærer deres børn at læse og tolke skiltene rigtigt, så de ikke bliver snydt, lokket eller ledt i den forkerte retning. Med hensyn til ulykker, er det vigtigt, at kunne forudsige når der er risiko for at en kan opstå. Man skal være opmærksom på tegnene og sørge for ikke at være indblandet. Jeg er også overbevist om, at ulykker er dårligt selskab.
Det er gratis at oprette en konto