Viggo, den mærkelige fra klassen

Viggo, det var ham den mærkelige fra klassen. Ikke at han var retarderet, dum eller ordblind eller talblind eller udlænding eller hippie eller liberal for den sags skyld. Næh, mærkelig på lige nøjagtig den måde kun de allermest mærkelige kan være mærkelige på. For han var helt og aldeles uden interesse for noget som helst. Det er der selvfølgelig mange andre, der også er, siger de voksne. Det passer ikke. De, der ikke går op i noget, går op i noget alligevel. Deres tøj, smøger, det næste fix, osv. Men ikke Viggo nej, Viggo var ligeglad, uinteresseret, kold i røven overfor alt, der kom forbi hans vej. Standardsvaret fra Viggo var "Nå," og så en trækken på skuldrene og kiggen op i loftet. Som fx dengang i matematiktimen. Per havde brugt oceaner af tid på at lære os om at finde længden af en hypotenuse. Viggo havde vippet på stolen og kigget skiftevis på lamperne i loftet og på sine hænder. Selvfølgelig sad Viggo alene, helt nede bagerst. Det var en uskreven lov i klassen - Viggo sad alene bagerst i rækken til venstre, så han var allernærmest vinduerne. Sådan havde det altid været. Mens Vipperen Viggo sad og vippede, uddelte Per tre ark til hver elev. "En lille prøve," sagde han. For lige at se, hvor meget vi egentlig havde lært her i foråret. Viggos stol faldt, og Viggo faldt med. Så lå han dér nede på gulvet med klassens lystige latter rungende i lokalet. Selv Per høhø’ede en smule men tog sig sammen, da han så Viggos sammenbidte ansigtsudtryk. "Slog du dig, Viktor?" spurgte han, og hjalp Viggo op at stå. Et rødt mærke brød frem på Viggos arm, og det var det, Per spurgte til. Viggo kiggede ud af vinduet, "næh," men det var ikke godt nok for Per. "Det så ellers sådan ud," sagde han, men han sagde endnu mere: "måske du skulle gå ned til skolelægen," og så: "for at få sat noget kølende omslag på, Viktor." Viggo kiggede kort på Per og lod så sin store krop bumpe ned på stolen. "Nå," lød det ligegyldigt fra ham, mens han tog blyant og viskelæder frem, vippede på stolen igen. Per sukkede og satte prøven i gang. Og mens klassen forsøgte at få gang i deres små grå og lommeregnere, sad Viggo bare og vippede. Kiggede ud af vinduet, mens en dame med en barnevogn gik forbi. Så lige pludselig, ud af det blå og helt aldeles uprovokeret, tog Viggo sin blyant og skriblede løs og var færdig før alle os andre, og Per hentede chokeret Viggos opgave. Så begyndte Viggo at vippe igen, kiggede på sine hænder. Da klokken ringede 20 minutter senere, og størstedelen af klassen endnu ikke var færdige, fik han opgaven tilbage uden anmærkninger. Så satte han stolen på plads og pakkede sine bøger ned i sin skuldertaske, og så gik han ellers ud af døren.Ret tit var vi faktisk sammen med ham. Ikke af medlidenhed, for når Viggo ville, var han sjov og fuld af alle mulige vanvittige idéer. En sommerdag fik vi hevet ham med ned på stranden. Og han troppede op med badebukser, håndklæde, badebold og en kasse øl. Øllene drak vi andre, for Viggo gad ikke drikke, for som han sagde: "nu har jeg skaffet jer øl - hvad mere kan I kræve af mig?" og så var den sag jo ligesom afsluttet, for flere ord kunne man ikke rigtig klemme ud af ham den næste time. Og så sad han ellers dér på stranden og sagde ikke ret meget andet end "nå". Lige indtil én af pigerne fra klassen gik forbi, så ville hun nemlig tale med Viggo. Vi andre grinede smørret til hinanden, og stak albuerne ind mellem hinandens ribben, mens vi egentlig misundte Viggo, fordi det var kønne Hanne, der havde hentet ham. Omme bag ved buskene stod de, kønne Hannes luftige stemme blev båret hen til vores ører af vinden. Om han ville komme sammen med hende? Spændte holdt vi vejret, mens vi krydsede fingre, både for at Viggo skulle sige ja, men også for at han skulle sige nej, så vi andre stadig havde en chance hos en kønne Hanne. Men Viggo sagde ikke nej, der kom kun et tøvende: "nå, æh.." fra hans side af, og så kønne Hannes store kærlighedserklæring om hans dybsindige natur og så videre og så videre og så videre og så videre og så videre, for han var, hvad en fyr skulle være, ja han var. Og Viggo stod sikkert og pillede ved snoren i sine badebukser, mens han vippede lidt frem og tilbage på foden og så op mod stjernerne, ikke at jeg ved det, for jeg så det ikke, hørte kun hans dovne dræven: "nej tak," og så en lille tilføjelse: "jeg kan ikke li' dig ret godt," før han traskede gennem sandet, væk fra Hanne og hen mod os andre, der fik vanvittig travlt med at bunde vores øl. Stilfærdige hulk og snøft lød fra bag busken, da kønne Hanne begyndte at gå med sine klipklappere klappende mod fodballen. "Jeg tror sgu, hun græder," sagde én af dem i mørket. Så tog Viggo alligevel en øl, knipsede den op og tog en slurk mens han så ud mod vandet. "Nå."Viggos mor døde i kirken midt under Viggos og os andres konfirmation. Pludselig faldt hun om, mens Viggo stod og hakkede sig gennem trosbekendelsen. Viggo kiggede ned ad gangen, hvor hans mor var blevet lagt for at få læbestiften tværet ud af befippede munde, mens hendes kjole blev rodet rundt af bankende hænder. Hele kirken havde stillet sig i en cirkel rundt om Fru Andersen, mens Viggo bare stod og hang med skuldrene. Alene stod han, ensomme Viggo, deroppe ved alteret med knyttede hænder, mens læberne formede trosbekendelsen, og langt om længe blev hans hakkende monolog færdiggjort. Hurtigt slog han blikket op i loftet, og så gik han ned til bænkene for at se livet ebbe ud af sin mor. Og så nåede ambulancen frem, og Viggo satte sig derind, mens han knugede sin fars hænder og kiggede ud af dørene mod himlen. Så en dag var det, at Viggo fik et arbejde. Det var noget, hans far havde sørget for, for "Viggo var blevet luddoven!" som han sagde til alle og enhver hos købmanden, der gad lytte. Viggo skulle feje inde på fiskefabrikken, hvor de ikke lavede fisk, men hvor de bare puttede dem i plastikbakker og satte klistermærker på. Det var også der, Viggos mor havde arbejdet, før hun gik hen og døde i fuld offentlighed. Viggo var ligeglad med sit arbejde. Sommetider mødte han ikke op i flere uger, og så måtte jeg feje alle kontorerne selv, mens han andre gange med passende mellemrum oksede løs i hallerne, for at få fejet hvert et eneste lille støvkorn op. For sådan var Viggo. Selvom han var lige lykkelig, hvad enten han havde et arbejde eller ej, så udførte han sine pligter. Også selvom han ikke gad, for han var sgu egentlig ligeglad med, hvad han spildte sin tid på, nå. Sådan sagde han i hvert fald, mens han fejede og fejede, og jeg hentede kakao, som vi drak, mens jeg snakkede, og Viggo sagde "ja" "næh" og "nå". Og lige pludselig sagde Viggo stop. Inde i dansktimen, mens Charlotte fortalte om prosatekster. "Stop" kom det klart og tydeligt frem dernede bagerst i venstre række, mens Viggo rejste sig op. Charlotte måtte derefter simpelthen tabe sit kridt i forbløffelse, for i løbet af få sekunder havde Viggo kastet sin taske gennem lokalet og ramt tavlen, og så gav han sig til at sparke. Han sparkede og sloges og kæmpede mod usynlige kræfter, hurtigt og stammende trak han vejret gennem munden, mens benene fortsatte deres spark mod væggen, mod døren, mod vinduerne, der med en klirren gav efter for hans gummisko. Så stoppede Viggo og kiggede på sit blødende ben. Så mumlede han "nå" og kiggede så ud på klassen, som om han så os for første gang i sit liv. Fede tårer samlede sig i hans øjne, mens klassen tænkte på, hvad han mon ville gøre. Men han gjorde ikke noget. Vippende, Ensomme Viggo stod og kiggede ud over klassen med tungt åndedrag og slappe skuldre, slappe hænder. Som om han langt om længe havde givet efter for noget, han havde besluttet sig for at lukke inde. Tårerne trillede ned over hans kinder, han knyttede hænderne og skyndte sig ud af klasselokalet under råb og skrig. Dagen efter var ruderne i kirken blevet smadret. Jeg har ikke set Viggo siden.