Jeg vidste jeg ville savne ham - savne ham utrolig meget. Jeg ville ikke være i stand til andet, end bare at savne ham. Mon han også vil savne mig, så meget som jeg vil savne ham? Hvordan kunne andet dog være muligt? Vi var jo skabt for hinanden – livsledsagere, som folk sagde.
Vi tog afsked i lufthavnen. En tårevædet afsked. Jeg havde aldrig troet jeg skulle græde, men der tog jeg fejl. For jeg græd og græd, som om jeg aldrig skulle stoppe igen.
Han selv kneb en tåre, som trillede ned ad den blussende kind, og da vidste jeg, at han også ville savne mig.
Væk var han, for evigt! - måske ikke for evigt, selvom et år kunne føles så godt som for altid.
Et år! Et helt, langt år skulle der gå før jeg ville se ham igen! Hvordan skulle jeg overleve? Hvordan ville han overleve? Alle disse spørgsmål kørte rundt i mit hoved. De gav mig migræne, og fra den dag han rejste, har jeg været syg.
”Kære Sanni. Så er jeg blevet indkvarteret hos en venlig og gæstfri familie. Her er rigtig varmt, så varmt at jeg snart smelter. Så holder jeg mere af vejret hjemme i Danmark, selvom det jo regner hele tiden, men det er jo ikke vejret jeg for så vidt savner, det er jo dig. Jeg føler mig mutters alene uden dig ved min side, og det gør mig trist og utryg. Min værtsfamilie har åbenbart lagt mærke til det, de prøver hele tiden at muntre mig op, og sige at det nok skal gå. Jeg smiler bare taknemmeligt til dem. De er så flinke. Hvad med hjemme i lille Danmark? Har I det godt alle sammen?, og savner du også mig? Skriv snarest. Tusinde kærlige hilsner Lasse.”
Det er gratis at oprette en konto