Der var engang en gammel lædersko. Den stod i en gammel, men nydelig lejlighed, tæt ved Smallegade. Skoens ejer boede sammen med sin kone og deres to små børn. Skoen havde tilhørt ejerens far, men efter han døde gik de i arv til sønnen, fordi det havde været farens yndlingssko. Men ingen kunne lide den nu.
Inde i dagligstuen stod en stol. Hver aften skulle skoen høre på, hvordan de diskuterede hvem der skulle sidde i den. Hvorfor var der aldrig nogen der diskuterede, hvem der skulle have skoen.
Skoen havde mange gange set hvordan menneske krammede og kyssede. Kærlighed?
Ja, det var det. Det var længe skoen havde oplevet kærligheden. Det var nok fordi den altid stod inde i skabet.
En dag hvor familien var taget en weekend tur til Varde, tog skoen chanchen og hoppede ind i stuen. Denne ville hen og tale med stolen.
”Hvorfor pukler de for kunne sidde i dig, men der ingen der tænker på mig?”, spurgte skoen vredt. ”Jeg vil ikke skændes om, om de elsker mig. Jeg er bare et møbel”, sagde stolen. ”For bare femten år siden var jeg en læderbetrukket teaktræsstol”. ”Nu ... mit læder er væk, erstatet med kunststof fra Kina. Mit læder blev for slidt efter jeg var blevet yndlingsstolen.”
Det er gratis at oprette en konto