Fodfæste

… De var helt kvæstede efter springet, de lå i sneen og mærkede blæsten suse for ørene og regnen prikke imod kinderne som var det istapper. De lå helt stille i flere timer. De kunne næsten ikke bevæge sig, det var som om blodet i kroppen var stivnet. Hun ville se om han var okay. Hun måtte tage sig sammen og få blodet til at løbe rundt igen. Hun brugte alle sine kræfter på at løfte armen smide den over til ham og prøve på at skubbe forsigtigt til ham, men der var ingen tegn på bevægelse. Tankerne fløj igennem hovedet på hende, var han død? Det kunne han ikke være de havde lige været så meget igennem sammen. Flere dage uden mad og drikke, uden nogen form for kommunikation og det hele startede med at de bare skulle på en dejlig vandretur i bjergene. Hun stillede sig selv mange spørgsmål på få sekunder. Hvorfor havde hun ladet ham overtale hende til den vandretur? Hvorfor havde han givet hende hans sidste mad? Hvorfor kom den storm også? Hvordan var sneen kommet så hurtigt? Det hele var et spørgsmål om tid, enten ville nogle finde dem eller også ville hun også dø.