Fortælling om tabet af en far

”Vi ses i morgen min skat”, det var de sidste ord han sagde til mig den fredag. Håndboldtræningen gik rigtig godt, og jeg scorede en masse mål. Jeg havde glædet mig som en sindssyg til det blev fredag, for det første skulle jeg til håndbold, hvilket jeg elskede og senere skulle jeg være sammen med alle håndboldpigerne hjemme ved Sofie, vi skulle hygge os og jeg skulle sove ved Sofie, da mine forældre skulle til afskedsfest i Frederikshavn. Planen var, at de skulle komme hjem igen lørdag, så de kunne købe min fødselsdagsgave, jeg havde nemlig fødselsdag snart. Planen gik bare ikke helt som den skulle…

Sofie og jeg vågnede op lørdag morgen ved 8-tiden. Vi lå bare i sengen og snakkede og lavede quizzer til hinanden, da hendes mor kom ind og ville snakke med mig. Hvad mon hun ville? Jeg tænkte i et lille stykke tid, men kunne ikke komme i tanke om noget, som hun måske ville sige til mig om lidt. Hun begyndte at snakke, jeg lyttede ikke rigtig efter, men noget af det eneste jeg hørte var, at hun sagde noget med min far og noget med at han var kørt galt, og hun ikke vidste, hvad der var sket med ham – mere fik jeg ikke af vide, og derfor tænkte jeg bare, at der da umuligt kunne være sket ham noget slemt. Han havde kørt galt før, hvor han var uskadt bagefter, så hvorfor skulle der ske noget denne her gang? Da min moster kom for at hente mig, græd hun, og det fik også mig til græde, selvom jeg jo endnu ikke vidste, om der var sket ham noget alvorligt. Vi kørte hjem til vores hus, og da jeg var kommet mig lidt over chokket kom min mormor og morfar, man kunne se på dem, at de også var kede af det, men som sagt, så vidste jeg ikke noget som helst endnu, og derfor forstod jeg ikke, hvorfor de var kede af det. Telefonen begyndte at ringe flere gange, men min moster tog den hver gang. Jeg tror ikke jeg kunne overskue at skulle snakke med andre, nu når jeg ikke vidste noget om, hvad der var sket med ham. Min mosters mobil ringede, og jeg kunne høre på hende at hun begyndte at græde igen, så hun gik udenfor for at snakke færdig mens jeg sad og så fjernsyn med min morfar. Han stillede en masse spørgsmål, og jeg sad bare og tænkte ”Er du sød at holde din mund, jeg har faktisk ikke lyst til at snakke med dig”, men jeg var bare høflig og svarede på hans spørgsmål.