I dag var det præcist et år siden, jeg var lige kommet til en dansk flygtningelejr. Det havde været lang tid siden jeg, havde fået et ordenligt måltid. Men jeg følte, at jeg havde klaret mig godt. Det lykkedes mig at opfylde min storesøsters drøm. Hun mente at jeg var stærk, og at jeg ville overleve turen til Scandinavian. Jeg ville ønske, at hun kunne se mig lige nu. I et kort øjeblik følte jeg mig uovervindelig, det var længe siden, jeg havde følt på sådan en måde. Jeg blev pludseligt forstyrret af den daglige morgenbøn. Jeg havde aldrig været religiøs, jeg havde heller aldrig kunne lide ideen med undertrykkelse af kvinder, eller et liv med muslimsk verdensherredømme.
Jeg kendte ingen omkring mig, jeg var helt alene. Efter jeg havde spist morgenmad, gik det op for mig at det var det bedste sted jeg, havde været hidtil. Jeg vågnede op i en seng, med et tag overhovedet. I live. Jeg prøvede at undgå at tænke på min søster. Det var virkelig et helt år siden jeg havde set hende sidst. Jeg savnede hende så meget, hun var der altid for mig, og havde altid elsket mig.
Min søster og jeg var de eneste, der nåede fra Syrien. Min familie havde planlagt, at vi alle skulle flygte sammen, indtil der var nogen der fortalte Islamisk Stat om at vi prøvede på at flygte. Jeg havde meget svært med at forstå hvad der skete, jeg var kun 11 år gammel. Soldaterne hev min far og mor ud i vores gårdsplads. En af soldaterne fandt hurtigt en hammer i en værktøjskasse. Han begyndte at ødelægge min fars knæskaller, hvor han forsatte med at hamre på forskellige kropsdele. Indtil han slog min far ihjel med en pistol. De voldtog min mor, og derefter torturerede og dræbte hende. Ligesom min far.
Det er gratis at oprette en konto