Jeg famler efter fodfæste. Mine sanser skarpens og min motorik står på fingerspidserne. Jeg falder ned på mine knæ, den kolde følelse strømmer gennem kroppe med det stød. Jeg er der ikke fysisk, men mentalt. Rummet jeg befinder mig i er nu en ligegyldighed, for jeg er der jo ikke. Kuldegysningerne og spændingerne i kroppen gør det hårdere at kæmpe imod. Jeg ser flakkende billeder af verdens uretfærdigheder. Jeg ser hvordan menneskers personlige kampe får konsekvenser for en hel befolkning. Ting, der for magtesløsheden i mig til at skamme mig. Mange ville sige at jeg ikke havde nogen grund til det, men vi ved alle at det ikke rigtig hjælper, at få det at vide. Det er følelse du ikke kan fjerne med ord eller penicillin. Sådan er det med følelser: Vi har ingen kontrol over dem. På samme er det med mørket, det er et ukontrolleret sted i os, vi kun kan undertrykke ved hjælp af distraheringer. Når du først er suget ind, er kampen om lyset en lang vej væk.
Mørket er uhåndgribeligt, uforståeligt og uundgåeligt. Det er større end os alle sammen, og det kan få os alle til at forsvinde ud i uendeligheden. Vi er alene i mørket, alene med den del af os selv som vi frygter mest. Vi prøver på at søge svar i tomheden, vi søger svar hos os selv. Når man sidder i sit sind, dybt inde i den mørkeste krog af uberørte tanker, er følelsen af fortabthed endnu ej forsvundet. Ens tanker og ens vilje føles som to brikker, fra et puslespil, som ikke vil passe sammen. To separate og essentielle dele som skal finde vej ud af mørket for én. Panikken kommer som en tyv i natten, snigende, vedholdene og uvelkommen. Du har lyst til at skrige, med hvad nytter det? Følelserne forsvinder ikke af den grund.
Det er gratis at oprette en konto