Analyse af Søren Faulis kortfilm 'Tvangsritualer'

I den korte film ”Tvangsritualer” ser vi Søren som lider af tvangsritualer. I filmen er der en speaker, som fortæller kort om tvangsritualer, derefter kommer der et interview med psykiateren Ole Nygaard Jensen, som blandt andet fortæller, at alle mennesker har nogle tvangsritualer. Han fortæller også, at nogle men-nesker kan have det i højere grad og det kan være generende i dagligdagen – og det lider Søren af. Vi ser en varevogn med et spionkamera, og speakeren fortæller, hvorfor der er sat et kamera der. Derefter for-tæller Sørens ven Mikael Bertelsen om hvordan det er at være ven til en, som opfører sig på sådan en ir-riterende måde, han mener desuden også at Søren mest gør det for opmærksomhedens skyld. Mikael Ber-telsen er filmet, sådan så man ikke kan se hans ansigt; han ønsker at være anonym – men alligevel får vi hans navn at vide. Sofie Gråbøl, som er Sørens tidligere kæreste, fortæller om sine oplevelser med Søren og hans adfærd. Vi ser et interview med Sørens forvirrede forældre, som ikke rigtig forstår Sørens tvangs-ritualer. Derefter ser vi psykiateren igen, Sørens tidligere kæreste, og derefter forældrene. Så hører vi psykiateren fortælle om at tvangsritualer er angst for ingenting.

I filmen følger vi Sørens tilgang til adfærden og vi ser hans ”sjove” måde at gribe dagligdagen an på. Filmen er opbygget ligesom en dokumentar. Filmen er en fiktion – Søren Fauli er hovedpersonen i filmen og sam-tidig er det også ham der har instrueret den. Det ville ikke kunne lade sig gøre, at instruere en film sådan som denne er. F.eks. det med det skjulte kamera hvor instruktøren Søren (alvidende), ved alt om det men hovedpersonen Søren ved ikke noget om det. Så derfor kan det ikke være en rigtig dokumentafilm, som er hundrede procent fra virkeligheden. Denne dokumentar er også humoristisk; når vi ser Sørens gentagende bevægelser, psykiateren som er vidøjet, og Sørens forvirrede forældre som snakker om ligegyldige ting.