Det siges at vi alle har brug for et forbillede. En vi kan se op til og gøre til vores helt egen. Men er det nu så sundt at have idoler som vi tror?
En ting er de mennesker som bliver besatte af deres idoler og følger efter, tager billeder, ja endda slår dem ihjel nogen gange. Dette er selvfølgelig nogle enkelte tilfælde og er et område jeg slet ikke har lyst til at beskrive. Men er det nu så sundt at have et idol.
I gamle dage var arbejdsmoralen høj, og man skulle være glad for at have et arbejde overhovedet. Idag er det ikke helt således. Folk går ned med stress og depressioner i et væk og os udeforstående kan slet ikke begribe hvordan noget så psykisk kan tage så meget overhånd.
Hvis vi går fyrre år tilbage, var der da ikke noget der hed stress, AD/HD og lykkepiller. Det hed distræt, urolig og at være på stoffer. Med tiden har vi fået flere og flere diagnoser som vi slet ikke har brug for i vores samfund. I det perfekte samfund må der jo være så få diagnoser som muligt. Havde vi brug for damp overhovedet? For mig virker det som om det er en sygdom der er opfundet af en urolig dreng. Jeg er hverken læge eller fagkyndig på anden vis, men fra min synsvinkel virker det sådan.
Det er gratis at oprette en konto