Lige fra tidernes morgen har der været krig, nok ikke den slags krig, som vi forbinder ordet krig med. Krige i ældre tid handlede mere om små folkeslag end om verdens herredømmet. Det var små indbyrdes krige, om hvilken træl der hørte til hvem, og hvem der skulle have lov til, at gifte sig med den unge skønne mø. Lige fra den tid, har det handlet om liv og død, og om ens fædreland. Alle kæmper altid for deres fædreland, lige meget hvad. Jeg tror det er en dårligt undskyldning, for at kunne gå i krig mod andre. For at herske over alle og være de største, de har fået besked igennem deres religion, at de skal overtage verden.
De nymoderne krige er stort set baseret på fædrelandet og religion. Hvis man bare siger det mindste eller gør noget forkert, er der krig. Der skal intet til. Alle går rundt og er så højrøvet, at de glemmer at tænke på konsekvenserne af krig, de tænker ikke på hvor mange uskyldige mennesker, krigene går udover. Landene graver op i gamle uenigheder, og gøre at for at finde det mindste, de kan gå i krig over.
Når jeg ser ordet krig, tænker jeg først og fremmest på alle dem, i de fattige lande, som sulter og lever under forfærdelige vilkår. De står op hverdag og kæmper en uvirkelig kamp for at overleve. De lever af ris og tit får de slet ikke noget at spise. Det gør, at de bliver svagere og svagere, og ikke længere har kræfter til, at kæmpe deres kamp, og til sidst opgiver de. Det er en stor krig de lever i, og det er en sejr for dem at overleve.
Det er gratis at oprette en konto