Venskabet mellem Bruno og Shmuel udvikler sig på en speciel måde, fordi de kan ikke lege sammen eller foretage sig noget sjovt sammen, og det er meget usædvanligt. I stedet for at lege, snakker de sammen, og det gør, at de kommer til at kende hinanden rigtig godt og får dem til at blive de bedste venner. De bliver bedre venner end nogen andre, fordi de kun snakker sammen, om de ting der betyder noget for dem, og derfor kommer de til at kende hinanden bedre end nogen andre venner. Deres naivitet mht., hvad der foregår i jødelejren/koncentrationlejren, kommer til at koste dem livet. De er slet ikke klar over, hvad der foregår. Både Bruno og Shmuel tror, at det er en arbejdslejr. De to drenges venskab kunne egentlig ikke være en mulighed, idet de under 2.verdenskrig skulle i stedet skulle være fjender. Tyskernes anså jo jøderne som samfundets værste fjende. Derfor er det skæbnens ironi, at de begge kommer til at dø som jøder i den lejr, hvor Brunos far er tysk kommandant.
Jeg synes, at der i Brunos familie er en dårlig kemi. Mange gange, hvor de sidder ved spisebordet, snakker de ikke sammen, fordi det hele er styret af faren. Jeg synes, at stemningen i denne familie ikke er særlig god, fordi det alene er faren, der bestemmer, og man må ikke sige noget dårligt om han, og man skal respektere ham. Heldigvis har Bruno et godt forhold til de andre i familien og tjenestefolkene.
Det er gratis at oprette en konto