Eventyr opdeles i folke- og kunsteventyr. Den første type er gamle eventyr, der i starten har overlevet fra mund til mund, mens den anden type er skrevet af en forfatter indenfor de sidste ca. 150 år. H.C. Andersen er mest kendt for sine kunsteventyr.
Folkeeventyret:
Teksttypiske træk: Mundtlig overlevering, ukendt forfatter, fiktion med overnaturlige hændelser og et fast handlingsforløb. Form og indhold: Fra mundtlig til skriftlig form, grænsen mellem fantasi og virkelighed ophæves, eventyrsprog med faste vendinger, gentagelser, ord, remser, indlednings- og afslutningsformler. Klare modsætninger, personers egenskaber vises gennem handling. NB: Kontrakt- og aktantmodel ofte gode som ”skelet” omkring historien. Som sagt har folkeeventyret overlevet gennem at blive fortalt fra mund til mund – ofte af professionelle fortællere, og er først nedskrevet senere. Det er anonyme, international vandrehistorier, hvorfra nogle har man kunne spore 5000 år tilbage. Noget af det første der blev nedskrevet var Grimms eventyr. Det var to brødre, der rejste rundt i Tyskland og nedskrev folks fortællinger. De nedskrev dog ikke eventyrene ordret, men ”polerede” dem og indlagde ofte en kristen moral i dem, som de ikke havde oprindeligt. De meste kendte eventyr, fra Grimms er nok ”Tornerose” og ”Askepot”. Det pudsige er imidlertid, at eventyr, som fortælles i Danmark også fortælles i Afrika og andre steder, men bare med en anden kulturel og geografisk baggrund. Herhjemme udgav Svend Gruntvig i 1854/56 et stort værk med indsamlede folkeeventyr, Han havde imidlertid gjort det, at han havde ”kogt” forskellige varianter af det samme eventyr sammen til ét eventyr. I modsætning hertil nedskrev Evald Tang Kristensen eventyrerne, som de blev fortalt (1843-1924). Især om vinteren travede han Danmark tynd og opsøgte især gamle og ofte fattige småbønder. Han hørte på 6500 mennesker og optegnede henved 3000 eventyr, hvoraf mange var varianter. Resultatet var omkring 80 bøger og 700 artikler som han bekostede. Evald Tang Kristensen var ikke rigtig værdsat af sin samtid, hvilket sandsynligvis først og fremmest skyldtes, at han var uden akademisk uddannelse. I 1835 startede H.C Andersen også med at udgive folkeeventyr, som han udgav i eget navn. Senere skrev han selv en række eventyr, som han havde forfattet – igen ofte præget af kristen moral og et instrument til børneopdragelse. Disse eventyr betegnes kunsteventyr, men grænsen mellem folke- og kunsteventyr er ofte svær at trække. Evald Tang Kristensen var kritisk overfor H.C Andersens eventyr, fordi de var omdigtede, forskønnede og tilført en morale, der oprindeligt ikke var der. Det var ikke mere jævne menneskers fortællinger om deres egne livsvilkår.
Det er gratis at oprette en konto