De vandpiber, vi kender i dag, har en historie, der strækker sig fra det 16. århundrede og måske endda helt til det 14. århundrede. Der er en mængde navne for vandpiber fx hookah, nargile, shisha eller hubble-bubble. Der er tilsvarende mange gisninger om, hvor de første primitive vandpiber blev lavet, men en populær opfattelse er, at vandpibens oprindelsesland er Indien, hvor de i 1500-tallet blev lavet af skallen fra en kokosnød påmonteret et langt, stift mundstykke. Fra Indien spredte vandpiben sig til Iran og herfra til resten af den arabiske verden. Fx er et ægyptisk ord for vandpibe"Gouza", og et iransk ord for vandpibe er "Nargil". Begge betyder kokosnød på hhv. arabisk og persisk.I det 17. århundrede gennemgik vandpiben i Tyrkiet en udvikling, der har gjort den til, hvad den er i dag. Selvom de første vandpiber fra Indien var primitive i forhold til moderne vandpiber, er princippet ens: røgen fra tobakken køles og filtreres i en vandbeholder og går herfra gennem de bobler i vandet, der dannes fra undertrykket i beholderen ud til et mundstykke. Beholderen er i dag af glas, porcelæn eller metal og i stedet for et stift mundstykke ryges gennem en fleksibel slange.Blandt overklassens kvinder i det 19. århundrede blev vandpiber hurtigt et statussymbol og det var fashionabelt at blive portrætteret med en vandpibe. Når den stod på te-selskaber var det en vigtig tillidsgestus at ryge vandpibe sammen med sine gæster. Vandpiben var foruden et rygeredskab også et kunstobjekt, hvor flasken ofte var lavet af det fineste krystal eller farvet glas, piben var af sølv og mundstykkerne af smukt udskåret rav i topkvalitet, som man mente havde den egenskab, at det kunne holde bakterier væk. I dag, hvor man bruger engangsmundstykker i plastic på caféer med vandpiber, kan man i Mellemøsten se folk, der i deres frakkelomme bærer deres personlige mundstykke i sølv, som de tager frem og monterer, når de skal ryge vandpibe.
Det er gratis at oprette en konto