Når solen går ned, og den store himmel bliver mørkerød i horisonten, ved jeg, at det er på tide at gå i seng. Jeg ligger mig under dynen og kigger op i de lysebrune planker, mens jeg langsomt lukker øjnene i. Tankerne kommer dryppende som regn, der hurtigt udvikler sig til en storm af indtryk. De kommer silende ned på nethinden og fylder mit hoved med spørgsmål og forundring.
Mine tanker farer forvirret rundt mellem nutid, datid, himmel og jord. Spørgsmål som: Hvem er jeg? Træffer jeg de rette valg? Vil mine handlinger få konsekvenser i fremtiden? Er der virkelig en gud oppe i det høje? Tager han sig af dem, der har mest brug for det frem for mig? Hvad er næste punkt i mit liv? Hvorfor lever jeg? Det er umuligt at få svar på det hele, og når jeg har ligget og spekuleret over noget for længe begynder jeg at dele det op i mindre stykker.
Sommetider tænker jeg på, om jeg er nok sammen med min familie. Jeg kan blive helt trist, hvis jeg pludselig indser, at jeg faktisk gerne ville være taget med dem i byen, men måske ikke gjorde det, fordi det var så meget nemmere at sige fra, og så bare fortsætte den vante gang foran computeren. Jeg beslutter mig for at jeg næste gang de spørger, vil være mere oplagt til deres ”spændene” aktiviteter, men jeg ved at det kun er for at dulme smerten i mit bryst.
Det er gratis at oprette en konto