Et evigt venskab

Valde, Valde! Kom så her dit fjollehoved. Valdemar løb med logrende hale hen til Henriette. Hun var hans menneske, og han elskede hende. Han elskede hende faktisk så højt, at han ville gøre alt for at gøre hende lykkelig. Et gammelt ordsprog lyder: ”Hunden er menneskets bedste ven”- men gælder det ikke også omvendt? Det havde Valdemar tit tænkt på. Og han var altid kommet frem til, at svaret var: ”Jo”, Henriette var i hvert fald hans bedste ven og i hans hoved, var der intet der kunne erstatte hende. Valdemar var sten sikker på, at deres venskab ville vare evigt...

Valdemars mor Freja, boede også hos Henriette og hendes familie. Men Valdemar og Freja havde ikke det samme menneske. Frejas menneske var Ulla, Henriettes mor. Freja var træt af mennesker. Hun havde også tit sagt til Valdemar, at han skulle lade være med at gøre alt hvad Henriette bad ham om. Fordi en dag ville han indse, at det eneste menneskerne ville var, at svigte dem. Ulla havde svigtet Freja, og hun ønskede ikke at Valdemar skulle blive ligeså skuffet, når Henriette en dag gjorde det imod ham. Valdemar var ligeglad. Han troede ikke på Freja. Han var sikker på, at det var løgn det hun sagde. Men en dag tog han sig alligevel sammen og spurgte hende hvad Ulla havde gjort Freja, siden hun skulle have svigtet hende? Freja havde kigget bedrøvet på ham, halen var blevet helt slap. Den hang bare og dinglede mellem hendes bagben, som om hun havde mistet livslysten. Ørene der ellers altid stod stolt og oprejst, havde også ladet sig falde, og lå nu ned langs hendes hoved. ”Det må ha’ været noget slemt noget, hva’?” havde Valdemar sagt, med en medfølende og trøstende stemme. ”Det er det værste jeg har oplevet. Det kan jeg godt sige dig Valde.” Freja lignede en der skulle til at græde, men det gjorde hun ikke. Hun gik blot hen og lagde sig i sin kurv. Valdemar var blevet træt af Frejas jamren. Han satte sig hen til hoveddøren, og ventede på at Henriette kom hjem fra skole. Hvis ikke Freja gad fortælle ham hvad der var sket, var det enten rigtig slemt eller ligegyldigt. Han håbede selvfølgelig på det sidste.