Han havde kun lige nået at puste ud, da den lille fine, runde blækklat ramte det gullige papir, den ramte kun lige oppe i hjørnet, så så meget skade gjorde det alligevel ikke. Han skrev videre, koncentreret og uden bekymringer.
Rummet han sad i var mørkt, det ene stearinlys, han havde tændt, havde fået til opgave at lyse så meget op, at manden kunne se hvad han skrev. De mange vaser der stod rundt omkring i rummet for at give det en finere udstråling. Han fik en kvalmende fornemmelse af det farveringe tapet, men han havde ikke sagt hende imod, da hun havde tvunget håndværker-drengene, inde ved siden af, til at sætte op for hende. ”Elegant,” havde hun sagt med et smil på læben, og det glimt i øjet, som han elskede så højt. Det eneste han havde fået lov til at have i rumme var en chatollet, som han havde arvet af sin mor. ”Dig, og dine arvestykker,” havde hun sagt og rystet op hovedet.
Mandens læber var blevet til et smil, han sad det og tænkte på de ting som hun havde sagt. Det var godt nok kun småting, men de havde alle sammen gjort indtryk på ham. Han lænede sig tilbage på stolen, foldede brevet sammen og lage det i en af de mange skuffer. Smilet på hans læber forsvandt, da han kom i tanke om, at han aldrig ville høre hendes rolige stemme og smarte bemærkninger igen. Han satte hånden for hjertet for at mærke efter. ”Tomt,” konstaterede han efter kort tid. Det var han egen skyld. Han havde lavet en aftale for lang tid siden. En god aftale! Eller, det havde han i hvert fald troet.
Det er gratis at oprette en konto