Sneglen og Rosenhækken: analyse af H.C. Andersens kunsteventyr

Rosenhækken står i haven, som er omgivet af et gærde af nøddebuske, på de omkringliggende marker går køer og får. Under rosenhækken ligger sneglen, som mener, at når dens tid kommer, vil den udrette noget stort, i modsætning til hvad den mener rosenhækken formår. Årene går og rosenhækken sætter på ny knopper, blomstrer i fuld flor til langt ud på efteråret, indtil den igen går ud, blot for at kunne begynde på ny året efter. Sneglen derimod bliver liggende under hækken, uden at få udrettet så meget som det mindste. Sneglen irriteres af rosenhækkens passivitet og måden hvorpå den bare står uden at bidrage med noget vigtigt (efter sneglens opfattelse).

Teksten er skrevet af H.C. Andersen i 1861. Den hører under genren kunsteventyr, da den først og fremmest har en forfatter, hvorimod et folkeeventyr har vandret fra mund til mund, for måske til sidst at være blevet skrevet ned. Samtidig kan man sige, at folkeeventyr er mere handlingsorienterede, mens kunsteventyrene går mere i dybden med personkarakteristikker og miljøbeskrivelser. I eventyret møder vi rosenhækken og sneglen, som lever side om side i den samme have. De to figurer er diametrale modsætninger, når man kigger på deres tanker om formålet med livet.