Spejlet

Der var engang et lille og skrøbeligt spejl som kunne komme ned i selv den mindste lomme. Det havde den fineste guldkant med de flotteste diamanter der skinnede så smukt, at alle forbi paserrende blev blændet af dem. Spejlet lå altid trygt og godt i den fine dames lille taskelomme. Hver dag tog hun spejlet op og kiggede sig, omhyggeligt, i spejlet fra alle vinkler, med sine smukke øjne. Han glædede sig altid til at få et glimt af hendes store runde øjne og små røde læber. Det øjeblik han ventede mest på var lige inden hun lagde ham ned i tasken igen. Der gav hun ham nemlig altid sit yndige smil, med et tegn på tilfredshed.Men så en dag skete det mest uforventede i det lille spejls liv – den fine dame tog ham ikke op i en hel dag. Spejlet følte at der var noget galt, for sådan blev det ved i 7 dage. Hver gang den fine dame åbnede tasken og han fik lidt lys ind prøvede han at se til hende og han håbede inderligt på at denne gang ville hun tage ham op. Men det skete ikke og der gik flere uger mens det lille spejl ventede og ventede. Han følte sig nu forladt og ensom. Mens han lå der i tasken, tænkte han over, hvorfor han var blevet forladt af den fine dame. ”Hun har jo brug for mig for at blive tilfreds og smile igen”, tænkte han.Der gik flere dage og spejlet fik det dårligere og dårligere, men han kunne ikke forstå hvorfor han havde det så skidt. Han savnede hendes smil, hendes øjne og hendes fine lyse hud med de små fregner gemt i skyggen af hendes næse. Pludselig mærkede han et lille stik, han følte sig svag og der skete det. En lille diamant fra spejlets fine guldkant faldt ud og trillede væk. Han var blevet rusten uden sin fine dame – det var ham der havde brug for hende.Spejlet var blevet så trist over at tænke på at den fine dame ikke havde brug for ham længere at han havde mistet alt håbet om at få hende at se igen. Der gik yderligere 2 dage uden at spejlet blev taget op, men på den tredje dag åbnede den fine dame pludselig den lille taskelomme og tog det lille spejl op. Spejlet var så overrasket over at blive taget op at det ikke kunne få sig selv til at kigge på andre end hende. Hendes smil, hendes store runde øjne, fine lyse hud, de små fregner og de røde læber.Det eneste han havde i tankerne var hende, men så lagde han mærke til noget i sit spejlbillede. Der lå et lille ødelagt spejl i skraldespanden, det var gået helt itu. Han kunne se at det ikke var det bedste spejl, men han forstod nu hvorfor hun ikke havde taget ham op i så lang tid. Hun havde fået sig et nyt spejl men han var ikke sur for hun var vendt tilbage til ham og hun havde indset at han var det rigtige spejl for hende.